Så langt øjet rækker står tynde brune letpåklædte mænd klinet tæt sammen i en flimrende sol. Det er fugtigt og meget meget varmt, og de råber alle sammen og slår og vifter med deres arme, mens de skriger med opspilede øjne: kuli, kuli.
...forstår du hvad jeg mener? Her har jeg gået rundt og bildt mig ind, Israel var lige om hjørnet, og så får jeg et brev 16 dage efter det er skrevet, og 7 dage efter det er poststemplet – luftpost naturligvis…
Klik og Læs mere om Bjarnes ret enestående biograftur.
...jeg havde også set, hvordan Walter White i et af de første afsnit af Breaking Bad stod under bruseren og så hårtotter løsne sig, dale ned på flisegulvet og forsvinde for altid ned gennem risten. Og det virkede så trist, at jeg ikke lige havde lyst til at stå i samme situation.
Dykkerbåden satte mig af i morges på denne lille bitte helt øde ø. Der er kun mig. Og mine forsyninger. Og det telt, jeg lånte af en af de andre dykkere. Der er sikkert alle mulige krybdyr og insekter, men det eneste menneske er mig. Båden samler mig op om tre dage.
...hører med i min eksklusive samling af scary øjeblikke, som ikke ubetinget er dårlige momenter, i og med at jeg er sluppet helskindet fra dem, og at de formår at forlene livet med en vis sødme. Der er noget yin og yang over det.
København ligger 7.-8.000 km mod vest, vi regner med at ankomme om en måneds tid. Vi skal gennem Pakistan, Afghanistan, Iran, Tyrkiet, Bulgarien, det daværende Jugoslavien, Østrig og op gennem Tyskland til Danmark.
Jeg var engang hjemmegående husmor i paradis, hvor jeg boede med min kæreste i den lille mexicanske by Tulum. I løbet af ingen tid forvandlede mit liv sig til en lille forsnævret boble, hvor jeg så på fra sidelinjen, mens alle andre passede deres mere eller mindre interessante liv ude i virkeligheden.
Et zen kloster i det sydlige Frankrig. Min kæreste kunne ikke få sommerferie samtidig med min, og jeg besluttede at bruge mine feriedage på at se på klosterlivet, som jeg fandt fascinerende. Måske fordi det virker så hemmelighedsfuldt? Ren og skær nyfigenhed måske?
...jeg synes altid, det er mig, der skriver fra Glostrup og dig, der skriver fra alle mulige spændende steder i verden, og man kan godt blive lidt misundelig engang imellem.
Men i guds eget land eksisterede ingen regler for, hvordan du skulle gøre noget som helst, du havde ret og pligt til at genopfinde hele verden. Luften sydede af overskud og overgivenhed. Det var som om, at hele det amerikanske samfund var blevet forført af hippiernes begejstring og optimisme og ”new explanations” fra sangen ”If you’re going to San Francisco”.
Min dagbog handler også om de koncerter, som jeg og min veninde Birgitte snød os ind til, mens vi gik i realen på Lykkebo skole i Valby. Vi var aktive især i 1970 og 1971, hvor vi var til mere end 23 koncerter. Og det var bare dem, jeg skrev ned.
Jeg er nu lidt tilbage ved templet. Kontormiljøet fader langsomt over i templet. Jeg går mod nogle trapper, hvor jeg kan sidde og kigge ud over dalen. Min bror går forbi. Jeg så ham før i kontormiljøet, hvor han var blevet mere cool. Han prøvede at imponere dem, han sad over for: Jeg er så et-eller-andet-fantastisk, men de var ligeglade, og han stoppede. Nu går han forbi med en mand i hånden.