FLOWERS IN YOUR HAIR

24. september 1978 – lige fyldt 23 og på vej til London, hvor jeg skal flyve til New York. Det store eventyr venter forude.

Jeg skal med Laker Airways, det allerførste selskab nogensinde med billige oversøiske rejser, og turen går til San Francisco med et stop i New Orleans, hvor jeg skal møde den gifte mand, jeg havde en affære med. Han befandt sig allerede derovre og nok travlt optaget med at finde en stor amerikaner-bil, vi skulle køre mod hippiernes højborg. Det var i hvert fald sådan, vi opfattede San Francisco. Men ret beset var hippiernes storhedsdage tilbage i slutningen af 60’erne, så allerede dengang var vi på bagkant, og da jeg år senere nåede derud, lå frygten for den nye sygdom AIDS tungt hen over byen, og der var ikke længere nogen med blomster i håret. Men dengang var San Francisco noget med kærlighed og blomster og evigt solskin.

Hvis man derimod nævnte Louisiana, tænkte de fleste amerikanere automatisk på korruption, politi-brutalitet, fattigdom og hede lumre somre. New Orleans er en kæmpe turist-magnet, men ordet sydstater er negativt ladet. Trump-land kunne man sige. Men der er også et generøst kulturliv. Sikkert nedarvet fra livsglade franske og spanske forfædre, der satte deres præg på musiklivet, arkitekturen, madkulturen og Mardi Gras, hvor især New Orleans stabler det helt store show på benene og fejrer igennem over mange dage med fantastiske parader og kostumer.

Mardi Gras i New Orleans.

I min danske naivitet troede jeg, at USA var ligesom Danmark bare meget større. At New York var ligesom København, bare meget større. Men jeg fik syn for sagen, da jeg en sen eftermiddag ankom til JFK, tog den nye expres ind til 57th Street og gik de 20 minutter til 42nd Street, Greyhound-stationen og en bus til New Orleans.

Med min lille militær-rygsæk krøb jeg overvældet langs kantstenen ude på kørebanen, blændet af lyset fra alle butikkerne og de mange mennesker i alle nuancer, der myldrede mellem hinanden på fortovet. Og følte mig utrolig provinsiel. Lige ankommet med fire-toget. Men jeg fandt stationen, der var omringet af byens skygge-eksistenser som en amerikansk avis skrev: ”…Port Authority Bus Terminal was a grim gauntlet for bus passengers dodging beggars, drunks, thieves, and destitute addicts.”

I USA var det kun de fattige, der tog med Greyhound, og bussen til New Orleans var da også fyldt op med primært African Americans eller sorte mennesker, som det hed dengang. Men jeg mødte også min kæreste John på den lange tur ned til New Orleans og endte med at sende den gifte mand alene til Californien i en meget stor bil med automatgear.

Brev 30. september 1978

Jeg er i New Orleans, og det er lørdag, og her er ukristeligt varmt. Det var en hård tur herned, det tog fire og en halv dag med bussen, men jeg er kommet over det efterhånden. De første par dage, var det overhovedet ikke til at fatte, at det var mig, der befandt sig herovre. Jeg havde et landkort inde i hovedet, hvor jeg kunne se, hvor New Orleans var.

Alting gik smertefrit på rejsen, undtagen den nat jeg tilbragte på Victoria Station. Den var kold. I bussen mødte jeg til mit store held en fyr, som var på vej til en af sine venner her. Han mente godt, jeg kunne bo der, og nu har vi det enormt hyggeligt alle sammen. Jeg bliver kørt rundt i en stor, stor bil.

På mandag skal jeg se, om jeg kan få arbejde på båden, der sejler op ad Mississippi, men da de nok ikke vil give en arbejdstilladelse, bliver det lidt umuligt, men så kan jeg altid få noget andet.

Mardi Gras i New Orleans.

Mit første år i USA emmede af love & peace & mange overraskelser. Det var fuldstændigt som at træde ind i julemandens værksted. Alt kunne lade sig gøre.

I Danmark udlevede man sit liv lineært og forudbestemt. Man tog en uddannelse, fik sig et job inden for den uddannelse, stræbte efter at købe et parcelhus til familien. Måske en rejse til Mallorca inklusive en grisefest eller to.

Men i guds eget land eksisterede ingen regler for, hvordan du skulle gøre noget som helst, du havde ret og pligt til at genopfinde hele verden. Luften sydede af overskud og overgivenhed. Det virkede som om, det amerikanske samfund var blevet forført af hippiernes begejstring og optimisme og ”new explanations” fra sangen ”If you’re going to San Francisco”. 

Når jeg i dag læser mine hjemsendte breve fra de glade 70’ere, føler jeg et vist slægtskab med Mike Wazowski fra tegnefilmen Monster Inc. – en rund græsgrøn computeranimeret figur med et enkelt kæmpeøje, der anskuer verden med en fuldstændig ukuelig vilje til altid at se alting fra den positive side.

Brev 13. oktober 1978

Vi er i Baton Rouge, en fin lille universitetsby med mange lærde unge mennesker. Vi bor i Johns gamle folkevognsrugbrød, som bærer det fine navn Faith for ikke at skulle falde sammen. Det er en af de ældste biler, jeg længe har set, som også kan køre. Nok er bunden ved at falde ud, men så er der til gengæld fri passage til asken fra cigaretterne.

Nu er alle lygterne lige blevet lavet, så vi kan blinke og vise, at vi er på vejen, så mangler akslerne en tur, og motoren skal renses godt. Til gengæld er koblingen i orden, og det er i hvert fald en kæmpefordel.

Vi befinder os i cafeteriet på det lokale universitet, hvor vi flyder på et helt bord med kaffekopper, en skrivemaskine, der er ved at blive skilt ad, tandbørster og tandpasta, bøger, skrivepapir og en masse værktøj. Jeg vil gerne have mig et arbejde, men vi kan ikke rigtig finde ud af, om det skal være her eller i New Orleans.

Jeg har opgivet lejligheden i Elmegade, for jeg kan godt bruge pengene her, og jeg kan altid få en anden lejlighed. Vi har store planer om at gøre bilen i stand indvendigt. For der er lidt overfyldt med to mennesker, når man vil bo lidt godt.

70’er nostalgi: ikon eller kliché?

I min nyfundne frihed slap jeg alle tøjler og kastede mig over at lære at spille guitar, at lære at tegne – John malede – at lære bare at være. Når jeg var ved at løbe tør for penge, fandt jeg et midlertidigt job og toppede op. Og sådan gik den milde vinter i Louisiana. Da foråret kom, pakkede vi det ikoniske folkevognsrugbrød sammen og kørte først til Florida og bagefter op langs østkysten og op mod New York, hvor jeg skulle med et fly tilbage til London.

Brev 12. maj 1979

Vi forlod Louisiana i tis-regnvejr, som udviklede sig til en regnstorm, jeg aldrig har set mage til. Om søndagen blev det bare værre. Uden for var der en mur af regn foran os, inde i bilen en stille silende småregn fra taget, instrumentbrættet og fra et af vinduerne. Vi kørte langs den Mexicanske Golf, så der var simpelthen vand alle vegne.

Langsomt men sikkert blev bilen transformeret til en sejlbåd, der havde det vanskeligt med at holde sig tæt. Senere fik vi at vide, at Baton Rouge og New Orleans blev oversvømmet, så det var da helt heldigt, at vi kom væk.

Om natten sov vi gennemblødte på gennemblødte madrasser med gennemblødte tæpper over os. Men der var ikke så meget vand inden for, som uden for. Det elektriske system fik et nervøst sammenbrud og gik i et veritabelt lysshow. Først begyndte nødlysene at blinke helt fanatisk, derefter holdt vinduesviskerne op med at viske.

Men da vi holdt stille med tændingen totalt slukket for at se, hvad der var galt, begyndte viskerne at køre langsomt over ruderne i intervaller på tre minutter. Så holdt nødlysene op med at blinke, til gengæld begyndte generator-lyset at gløde, hvilket skulle være totalt umuligt. Alle lysene var i grønt, gult, rødt og blåt.

Vi fulgte kysten hele vejen op til Massachusetts og til nogle af Johns venner, hvor vi efterlod bilen og tog toget til New York. Vi skulle bo hos en bekendt i den store by, men han sprang fra, og da vores kontantbeholdning var lav, sov vi en uge i Central Park sammen med alle de andre suspekte personer, som holdt til der.

Dengang var New York en af de farligste byer i verden med mordrater uden sammenligning, men jeg tror ikke, vi vidste det, og hvis vi gjorde, gav det ikke anledning til den store bekymring.

Hver aften fandt vi et passende sted med buske og krat, hvor vi kunne ligge gemt. Nogle nætter regnede det, så lånte vi sorte plastikposer ved butikkers affalds-kontainere og sov i dem.

Om dagen opdagede vi New York sammen, mest omkring Washington Square Park. En dag blev jeg stoppet af et ungt par, der begejstret fortalte mig, at de var så tiltrukket af mig, at de gerne ville have sex med mig. En New Yorker gik tur med sin gås i snor. Der var plads til det hele. Jeg var noget rystet over sex-tilbuddet. Og lige om hjørnet lå Gerde’s Folk City, hvor Bob Dylan fik sit gennembrud.

Brev 6. juni 1979

Vi trængte langsomt men sikkert gennem trafik-kaoset ned til Fourth Street – vi kom fra 106 – ned til Greenwich Village, det meget omtalte kunstnerkvarter. Så stod vi der med store øjne og kiggede på det hele og vænnede os langsomt til atmosfæren.

Næste dag spillede vi lidt på en trappesten ved en kirke. Men vi var meget generte, fordi vi lige havde passeret en club – Folk City – hvor en masse folk med guitarer ventede på at komme ind og spille, og kors hvor så de professionelle ud.

Senere gik John derover, og jeg satte mig ved kirken og spillede. Ikke for højt, for jeg kunne jo risikere, at nogen hørte mig. Da jeg endelig fik taget mig sammen til at synge, var der to mennesker der stoppede. Og så gik jeg totalt i stå, for det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg kom i gang igen. Men det var en højst besynderlig følelse. Jeg gik så over til Folk City – Bob Dylan startede der – og lyttede. Det var fri-aften for amatører, og hvor var der mange forfærdelige imellem. Jeg fik i hvert fald styrket mit mod lidt.

John før han kører mod Californien.

Tilbage i Europa ankom jeg til Gatwick, fandt et tog til Harwich og en færge til Hook of Holland, men så var jeg også løbet tør for penge og tænkte, at jeg ville tage videre på tommelfingeren.

Men det måtte man ikke i Holland. Jeg blev holdt tilbage i paskontrollen og sendt retur til England, eskorteret af to høje uniformerede engelske Bobby’er, der slap mig løs i Harwich, hvor jeg var så heldig at løbe ind i en dansker, der arbejdede for DFDS. Han lånte mig penge til en billet til Esbjerg på mit glatte ansigt.

I starten af 1980 var jeg tilbage i Louisiana og købte den første af de to biler, jeg har haft fornøjelsen at eje. Det var en godt brugt VW-Beetle, som jeg malede rød. Jeg købte en gør-det-selv-bog,  ”How to keep your Volks Wagen alive, a manual of step-by-step procedures, for the compleat idiot”, og kastede mig over små-reparationer og fulgte bogen slavisk.

Et sted står der, løsn skruen til højre og tag metal-pladen af. En sætning der tager tre sekunder at læse og med en fin tegning. Men jeg lærte hurtigt, at skruer altid er rustet fast, at det altid tager lang tid at få dem løs, og at WD-40 i rigelige mængder var min nye bedste ven.

Mit folkevognsrugbrød, der bag den blå facade gemte på en hel del skavanker.

Senere købte jeg et blåt folkevognsrugbrød, og John overtog den røde Beetle. Men det blå slot var befængt med skavanker, og mit mekaniker-liv accelererede og kulminerede, da jeg tog motoren ud af karosseriet, skilte det hele ad og sendte motorblokken på værksted.

I tæt samarbejde med bogen samlede jeg det hele igen. Karburator, strømfordeler og hundredvis af andre store og små dele, der lå spredt ud over det hele, og holdt vejret, da jeg med bankende hjerte prøve-startede motoren første gang. Ville den bryde i brand? Den små-gispede og hakkede, men tog så endelig fat og spandt som en kat. 

Imens gik livet videre. Jeg tog med Joe og hans franske kone Dominique på opdagelsestur langt inde i det ufremkommelige indre af Louisiana, hvor folk dyrkede marihuana på store skjulte marker i vildnisset, og hvor man ugenert kunne tage mudder-bade i de mange bayou’s.

Jeg arbejdede sort som servitrice på forskellige restauranter og barer med falsk navn og social security nummer og betalte min skat. Mindstelønnen var elendig, men pengemæssigt var det stadig et udmærket arrangement, fordi man arbejdede næsten hele tiden i forskellige skift og som regel fik gratis kost. 

Brev 17. marts 1980

Jeg arbejder nu på et diskotek. Et forfærdeligt sted. Hele molevitten foregår i et rum så stort som en lade. Der er to barer ved siden af dansegulvet og en tredje bar, hvor musikken spiller så højt.

Men her løber jeg nu rundt iført sort opslidset gymnastikdragt, hvid skjorte, sort vest og sorte netstrømper. Det er yndigt. Jeg render rundt med en bakke og forsøger fortvivlet at sælge folk alle de mærkelige drinks, de har herovre. Tea, som er omkring fem slags spiritus med lidt soda. White Russian, som er Kaluha og Cream. Gin Sloe Fizz, der er i hvert fald gin i.

Alt imens disco-musikken drøner ud over hele stedet, så alle tanker forsvinder, og alle disse amerikanske 18-19 årige danser og bliver meget fulde og danser lidt igen og bliver endnu mere fulde. Derefter kommer de op til baren, og taler som om de er James Bond, hemmelig agent. Jeg får 10 procent i kommission på alt, hvad jeg sælger, så det er bare med at komme i gang.

Når man mødte på diskoteket tidligt om eftermiddagen og skulle skære citroner og arrangere servietter og alt det andet, og stedet var fuldstændigt tomt, spillede de alle tidens hits på enorme højtalere, der fik musikken til at vibrere i hver en centimeter af kroppen.

Men ellers husker jeg især hver tirsdag, hvor alle drinks kun kostede en Quarter, og hele LSU’s studenter-body kom forbi og drak sig så stive, at de dårligt kunne gå ud til deres biler og køre hjem.

På en sådan tirsdag stod to unge fyre og snakkede meget højt for at overdøve musikken, pegede på mig i mine netstrømper, og den ene sagde: ”Tag hende der, hun er sådan en typisk sydstatspige, som aldrig vil komme videre i livet, hun vil gå fra det ene menial job til det næste, aldrig få en uddannelse og aldrig have et valg i livet.”

Brev 16. september 1980

Vi havde varmerekord den anden dag. For første gang i 11 år nåede vi op på 100 grader fahrenheit, som er 38 grader celsius. Det er meget, meget varmt, for slet ikke at tale om fugtighedsgraden.

Jeg arbejder som servitrice igen på The Branding Iron, direkte oversat Brændejernet, det man bruger til at mærke kvæg med i westernfilm. Det er en slags westernsaloon, rå trævægge, solidt møblement fra dengang møbler blev fremstillet i hånden, hestesko og brændejern dekorerer væggene, og fra på fredag er det meningen, at servitricerne skal bære cowboyhatte. Lønnen er bedre end det forrige sted og drikkepengene ligeså.

I går mandag var langsom, men jeg fik skrabet 22 dollars sammen i de fem timer, jeg var der, så det er slet ikke så dårligt. Og så arbejder jeg sammen med min ven, Mary Lewis, det er faktisk helt morsomt til tider. Og jeg får et vidunderligt kursus i den sydlandske accent. De første par dage var det mig komplet umuligt at forstå de forskellige mumlende, fordrejede lyde, der kom ud af munden på folk. Og jeg mistede alle mine drikkepenge, fordi de stakkels mennesker blev tvunget til at gentage og fortælle romaner om, hvad de kunne tænke sig at spise og drikke. Når jeg endelig fik fat i bestillingen, havde de mistet appetitten og havde mest lyst til at smide deres vandglas i hovedet på mig. Men det går allerede meget bedre.

Jeg arbejder kun fire dage, hvilket passer mig fint, for så kan jeg tage mig sammen til at tegne noget mere. Hvis jeg arbejder konstant, går det ud over øvelsesmoralen, og i stedet for at tegne går jeg ud og drikker øl og spiller billard. Det synes at passe bedre ind i arbejdstempoet og miljøet i restaurationsbranchen.

Inden vi fik dette job, tilbragte Mary Lewis og jeg fire dage med at søge stillinger over hele byen. Vi kørte fra syd til nord, øst til vest og søgte hvert eneste ene job, der var muligt. Men efterhånden gik det op for os, at vi egentlig ikke forsøgte særligt hårdt. At vi egentlig ikke var særligt interesserede i at komme i arbejde igen.

Vi havde det bare så morsomt, mens vi kørte rundt og fortalte den ene mærkværdige historie efter den anden til de mulige chefer. Om hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvad vi havde lavet, før vi kom for at søge om arbejde. Jeg var henholdsvis Veronica, Texey, Mary, Mary Ann og så videre. Til sidst var det svært at huske, hvem jeg var hvilket sted. Men på et tidspunkt tog vi os sammen for at få et job, og samtidig begyndte de at ringe fra alle de steder, vi havde ansøgt, at vi kunne starte med det samme, om to dage, eller hvad det nu var. Men vi enedes om The Branding Iron.

Brev 9. december 1980

Lidt nyt. John er i Californien nu, han forlod byen i mandags, men jeg blev her i Baton Rouge. Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder, men når jeg finder ud af det, skriver jeg.

Jeg bor nu i rugbrødet igen, alt imens jeg prøver at leje en lille træhytte, som befinder sig på Como Plantation. På cirka mandag finder jeg ud af, om det er muligt. Hvis det lader sig gøre, kommer jeg til at bo lige ved siden af Mississippi River med de mest smukke omgivelser i Louisiana. Der er en brændeovn og ellers intet, så det bliver på den primitive side. Men det kan så være, at jeg endelig finder ud af, hvordan man tænder bål. OG holder ilden gående.

Så regner det igen. Og der er vand alle vegne. I går annoncerede de i radioen, at fire tornadoer nærmede sig staten, så jeg begyndte at ”glæde” mig til min første af slagsen. Alle fire gik udenom os. Det var vel også det bedste. Jeg sidder her i min bil og skriver breve. Det er lidt svært at bo i en vogn på de regnfulde dage. Men det går. Radioen spiller, og regnen trommer på taget, og min pen skratter.

account android arrow-alt-circle-down arrow-alt-circle-left arrow-alt-circle-right arrow-alt-circle-up arrow-down arrow-left arrow-right arrow-up author bars behance blogger buffer caret-down caret-left caret-right caret-square-down caret-square-left caret-square-right caret-square-up caret-up cart-menu-1 cart-menu-2 cart-menu-3 cart-menu-4 categories chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up clock close comments cookies copyright coupon-discount date-modified date-published discord double-arrows-down double-arrows-left double-arrows-right double-arrows-up dribbble envelope-open envelope eye facebook fax flickr foursquare github gmail google-drive grid-view hashtag hollow-ring homepage instagram ios level-down-alt level-up-alt line link linkedin list-view login logout long-arrow-alt-down long-arrow-alt-left long-arrow-alt-right long-arrow-alt-up medium messenger mobile-menu mobile phone pinterest place qq quote-left quote-right quotes reading-time-hourglass reading-time-stopwatch reddit rss scroll-to-top search shazam shopping-bag shopping-cart side-panel-opening-2-left side-panel-opening-2-right side-panel-opening-left side-panel-opening-right skype slack small-arrow-down small-arrow-left small-arrow-right small-arrow-up sms snapchat soundcloud spinner spotify stackoverflow sync telegram tiktok times-circle tinder trello tripadvisor tumblr twitch twitter viber vimeo vine vkontakte website wechat whatsapp windows wishlist xing yelp youtube zoom