Double picture of yellow house from Copenhagen Denmark on the website A Better Version

DEN GAMLE DAME PÅ 4.

I 1984 flyttede jeg ind i et baghus i Guldbergsgade. Jeg underskrev min lejeaftale den 23. november 1983 for en femte-salslejlighed på 60 m2. Den kostede 724 kr. og 58 øre om måneden. Årligt 8.694,96 kr. Det er rigtignok længe siden. Min veninde, som boede på fjerde, havde sørget for, at jeg fik lejligheden, og jeg overtog den som beset og var glad til. Det var den eneste lejlighed i ejendommen, der havde bad. En foretagsom lejer havde selv installeret en brusekabine. 

Jeg betalte mit depositum og flyttede ind den 1. januar, men i mellemtiden havde den flinke mand, jeg lejede lejligheden af, begået selvmord. Han havde også glemt at fortælle sin shady advokatpartner, at jeg var flyttet ind, og han blev derfor slemt overrasket, da han fandt mig installeret. Han ville have mig ud, fordi han allerede havde lovet lejligheden til en anden, og han nægtede at anerkende min ret. Vi skændtes, og jeg endte med at sende ham en kopi af min kontrakt og ringede for at følge op. Han må have troet, at jeg havde sendt ham originalen, for han nægtede nogensinde at have modtaget mit brev og forlangte, jeg skulle flytte. Nu. Med det samme.

På det tidspunkt blev jeg rigtig sur. Jeg iførte mig alt mit vintertøj og begav mig fra rabarberkvarteret på Nørrebro og ud i det snedækkede København til en herskabslejlighed på Østerbro, hvor han havde kontor. Jeg blev lukket ind i en stue med snehvide langluvede væg-til-væg tæpper, og jeg sørgede småligt for at sætte store beskidte og snevåde fodaftryk i den hvide luksus, mens jeg viftede den anløbne advokat under næsten med endnu en kopi af min kontrakt. Og blev opfyldt af en retfærdig glæde over at kunne sætte ham på plads. Svinepelsen.  

Det var sådan, det startede. I maj 1985 overtog husets beboere i nummer 43 og 45 ejendommen. Per – en meget tynd mand, med tyndt hår og knirkende stemme og bukser der næsten sad under armhulerne – havde styr på paragrafferne og overtalte mere eller mindre egenhændigt alle beboere til at være med til at stifte en andelsboligforening. Også selv om baghuset skulle rives ned. To år senere – den 15. juli 1987 – byttede jeg min femte-salslejlighed ud med en på fjerde i forhuset. Jeg var en af de sidste, der forlod baghuset, hvor den ene efter den anden var forsvundet til andre steder i København, og lejlighederne stod spøgelsesagtige og tomme tilbage hele vejen ned.

Det var det gamle København. Der var et forhus med lejligheder, et baghus med flere lejligheder samt i tredje række flere små bygninger bag ved baghuset, hvor der var småindustri, hvor folk arbejdede. Der kom stadig mænd med lirekasse og sang og fik mønter smidt ned til dem, pakket ind i sølvpapir. Vinden peb ind af vinduerne, fordi de aldrig var vedligeholdt, og mange i opgangen brugte petroleum til at varme op med og løb i konstant pendulfart for at hente de der blå dunke nede i kiosken. Der var naturligvis ikke bad. Vi havde et lillebitte toilet i gangen, hvor man bakkede ind. Men det var alt sammen ikke rigtig noget problem. Vi var unge og blev kun forargede, når de gamle i ejendommen klagede over den høje musik til festerne.

Da kommunen endelig rev alle baghusene ned, fik vi en stor øde grusplads midt i det hele. Her slæbte sutterne – det hed de hjemløse alkoholikere dengang – udtjente sofaer og lænestole ind på midten og lavede bål og drak mange øl og festede. Flaskerne klirrende og gav genlyd i de spæde morgentimer. Der lå et brunt værtshus på hvert hjørne. Vi havde vores eget i stueetagen. Cafe Århus. Det var før Nørrebro blev storby-chic.

Til en gløg-event spurgte Anna, der lige var flyttet ind, ung og sprød og meget gravid: Men hvor lang tid har du da boet her? 35 år, kunne jeg svare. Og det er nu mig, der er en af de gamle, der klager over den høje musik og kan huske perlerækken af tidligere beboere. Fru Ulrich på fjerde til højre, som vi alle var lidt bange for. Hans, som var den gamle mand i stuen, som vi købte ind til, når han ikke selv kunne klare det. John, som ind imellem gik amok, blev mærkelig og råbte og skreg, så hele huset rystede. Ulla Tørnæs boede her en årrække, og når hendes far overnattede, kom ministerbilen for at hente-bringe ham. Og dørmanden fra Rust, som stak et bandemedlem ned og i hast måtte pakke og flygte med sin familie samme aften for ikke selv at blive dræbt.

I dag bor jeg i en gigantisk arkitekttegnet gård med buske, store velvoksne træer, lidt kunst har vi også, en boldbane, og der hyggen oser om sommeren med masser af blomster og solskin. Og jeg tror, at det eneste brune værtshus, der er tilbage på vores side af Nørrebrogade, er Det Rene Glas.

Skriv et svar

Luk menu