DEN RØDE DAGBOG

”Alle der vil have krig, skulle spærres inde” er et citat fra den 23. januar 1971, som jeg fandt i en lille rød dagbog, jeg skrev i som 15-årig.

Når jeg bladrer i den, ville jeg ønske, jeg måske havde været lidt mere som Greta Thunberg, ansvarlig og klog. Men rent faktisk handler siderne med den store barnlige formskrift mest om de drenge, som jeg var forelsket i og ikke kunne leve foruden. 

I nyhederne har jeg set børn i 10-11 års-alderen, som virkede langt mere bevidste og modne. Men måske sker der en kortslutning i hjernen, når teenage-hormonerne sætter ind? Eller har tiden lykkeligvis gjort os alle sammen klogere?

Dagbogen handler også om de koncerter, som jeg og min veninde Birgitte snød os ind til. Vi var især aktive i 1970 og 1971, mens vi gik i 1. og 2. real på Lykkebo skole i Valby. I de år var vi til mere end 23 koncerter, og det var bare dem, jeg skrev ned.

Ifølge min liste snød vi os ind til de 17 af dem på forskellig vis, for de resterende seks betalte vi den enorme sum af 162 kr.

Der var mange måder at komme til gratis koncert. Til nogle af dem ankom vi til spillestederne fire-fem-seks timer før koncerten startede, når roadierne havde travlt med at stille op, og kontrollørerne ikke var mødt så talstærkt endnu. Så gemte vi os et eller andet sted og ventede, til dørene blev åbnet for publikum.

Et par gange var jeg blandt de der store grupper, der tit samlede sig foran spillestederne, og var med til at finde ulåste døre eller alternativt at forcere dem åbne.

Og til flere koncerter forfalskede Birgitte og jeg billetter. Jeg har stadig tre af vores hjemmegjorte billetter fra KB-hallen, og når jeg ser på dem i dag, er de amatøragtige, unøjagtige, og det er et under, at vi ikke blev opdaget. Men det var virkelig festligt at lave snyde-billetterne, at finde det rigtige papir, i den rigtige farve, og i den rigtige kvalitet. At perforere dem ordentligt, så man let kunne rive kontrolstumpen af.

Når vi ankom til koncertstederne, var vores strategi tålmodigt at vente på, at der samlede sig rigtig mange mennesker foran en af dørene. På et tidspunkt blev de som regel utålmodige og begyndte at skubbe lidt på for at komme hurtigere ind, og det var her, vi trådte til og blandede os i mængden.

Når vi nåede frem til kontrolløren, holdt vi øjenkontakt med ham, hånden godt hen over billetten, sådan at kun kontrolstumpen var næsten synlig i den dunkle belysning. De stakkels kontrollører havde aldrig en chance. Vi var 15, uskylden selv, vi smilede sødt og kom ind. Hver gang.

Tre af vores møjsommelige forfalskninger.

Den røde dagbog 28. april 1970

Birgitte og jeg lå i fem og en halv time bag øverste stolerække i KB-hallen, før Simon & Garfunkel skulle give koncert. Vi hørte dem øve sig, og vi syntes, at der var en vældig trafik af kontrollører.

Da klokken blev 19.30, stod vi ved hoveddørene og så at Mikael, Leif, Mogens, Kirsten, Olle, Svend, John og en fra klubben i Gårdstedet stod udenfor. John fik billet og kom ind, imens løftede vi jernstangen, der spærrede døren, og åbnede for resten.

Jeg var glad, jeg kunne få Mikael ind. Bare jeg vidste, om han har kommet sammen med Kirsten fra 3.v og kunne tænke sig at gøre det igen. Bare han kunne lide mig bare en lille smule.

Da Rolling Stones spillede i Forum den 11. september 1970, havde vi billetter til deres anden koncert, men Birgitte og jeg ankom tidligt på eftermiddagen bevæbnet med cola og chips, holdt ud og krøb frem fra vores skjul, da de begyndte at lukke publikum ind til den første koncert. Bagefter solgte jeg min billet, og vi var en flok kåde teenagere, der drev rundt udenfor, til vi fandt en dør, der ikke var låst og gate-crashede til den næste koncert.

Det var her, at det gik op for mig, at Jaggers intense og sexede one-man show i den første koncert slet ikke var spontan og vild men indstuderet ned til de væsentligste detaljer, en forløber for nutidens over-koreograferede shows.

På samme takt i en af sangene tog en passioneret Mick Jagger sit bælte af og hamrede det rytmisk og hårdt i gulvet i takt med musikken, som om han var fuldstændig overvældet af heftige følelser og ikke længere kunne holde sig tilbage.

Den røde dagbog 4. december 1970

Vi var til Frank Zappa. Vi var i KB-hallen i to lange timer før koncerten, men lige før den skulle til at starte, blev vi fundet af en kontrollør og smidt ud. Vi gik glip af opvarmningen Free (lort sagde de andre), og jeg mødte en sød fyr, der slæbte rundt på et kvindemenneske (uheldig som altid).

Vi var ca. 200 mennesker udenfor, der til sidst gik amok alle sammen (også mig) og stormede dørene. Omkring 125 af os kom ind. Babu-strømerne kom.

Johnny kom ikke ind, så vi fik refereret alt, hvad der skete udenfor. De havde både projektører og hunde med, og alle siger, at de aldrig har løbet så stærkt. Frank Zappa’s to sangere var fantastiske i deres sceneoptræden, og de sang heller ikke værst. Anders, Birgitte og mig kom ind.

Et ungdomsbillede.

Men lige pludselig var de kåde år i folkeskolen med løsslupne hippieture til Storkespringvandet og krøllede aftener i Hips og Huset i Magstræde forbi, og jeg skiftede scenario igen. Vi flyttede fra Valby, jeg kom i gymnasiet og klarede ikke overgangen særlig elegant. Jeg var ikke en succes. Men det var lidt vanskeligt at snakke om i familien, for jeg var den første af alle os fra Torpe-gården, der var nået så langt og med retning mod en videregående uddannelse.

På Lykkebo skole var jeg en af de flinke piger, der altid prøvede at gøre læreren glad, mine karakterer var ok, men jeg var bestemt ikke noget geni. Ingen 12- eller 13-taller til mig. På Rødovre Statsskole faldt jeg igennem. Jeg havde vanskeligt ved at omstille mig til kritisk stillingtagen, i stedet kastede jeg mig over festerne, øllerne, musikken og stofferne. Jeg fik en kæreste. Jeg fik alvorlige problemer med min mor. I begyndelsen af 2. g blev det uholdbart, og jeg kontaktede Rødovre kommune for at få økonomisk hjælp til at flytte hjemmefra. En lørdag i efteråret troppede to socialrådgivere fra kommunen op i familiens noget problematiske skød for at vurdere os og vores indbyrdes forhold.

De kom, de så, de fortalte mig, at de gerne ville hjælpe, men kun hvis jeg ville gå til opfølgende samtaler hos dem oppe på kommunen. Af en eller anden grund passede det mig ikke. Jeg ville gerne have pengene, men ikke al føleriet. Det havde sikkert ellers været sundt, eftersom to voksne mennesker havde vurderet, at det var noget, jeg godt kunne trænge til.

Men jeg lærte at navigere i samfundet meget hurtigt. Jeg fik min far til at kanalisere børnebidraget over til min konto. Han var ikke meget for det, fordi han mistede muligheden for at trække det fra i skat. Jeg fik ansøgt om SU og fik et job på Glostrup Hospital, hvor jeg gjorde rent, så stålbordene skinnede som sølv. Jeg flyttede ind i en ungdomsbolig i Albertslund i et gråt nyere betonbyggeri, der var så fantasiforladt, at sjælen krympede sig.

Et andet ungdomsbillede.

Kæresten tilbragte næsten al sin tid hos mig i Albertslund. Vi var de to eneste skilsmissebørn i klassen, og i bagklogskabens klare lys var det formentlig fundamentet for vores forhold. Men mod slutningen af 3. g gik den ikke længere, og han slog op med mig. Jeg forsvandt ind i en lufttæt klokke af fortættet elendighed. Jeg var helt alene, fanget i en grå støvstorm, hvor man kun kunne se et par meter frem for sig. Nogle gange forsvandt mine hænder helt.

Min mormor – den person i verden jeg var tættest knyttet til – var så langt væk på Lolland og forstod sikkert heller ikke helt, hvad det indebar at være fraflyttet gymnasieelev i 70’erne. Min mor havde jeg ikke længere kontakt til. Min far var høflig distanceret fra sin højborg på Als. Og nu gik min kæreste fra mig. Jeg var fortabt, kunne ikke længere se hverken mening eller fremtid for mig, vidste ikke længere om der var mennesker, der elskede mig og havde brug for mig. Kunne slet ikke forestille mig, hvordan livet skulle gå videre. Jeg havde ingen planer og brændte hverken for musik, videnskab eller ornitologi, der måske kunne have fungeret som en slags bagstopper. Jeg var 19 år gammel, og jeg havde fået nok. Jeg besluttede at gøre en ende på det hele. Det vidste man i det mindste, hvad var.

Jeg gik på biblioteket, læste medicinalkatalogerne, researchede hvilke piller og hvor mange, der skulle til for at begå selvmord. Jeg gik til min læge og fortalte en eller anden historie om eksamen, søvnproblemer, brug for hjælp, og han gav mig en recept på sovepiller, som jeg straks vekslede til ’the real thing’ på det nærmeste apotek. Jeg var klar. Jeg skulle bare beslutte mig for tid og sted.

Jeg havde altid pillerne på mig. De var en slags sikkerhedsventil på samme måde, som når amerikanske agenter i bøgernes verden havde en skjult stryknin-pille, de kunne knække mellem tænderne, hvis de blev fanget af KGB og måske ville blive tortureret.

Men en dag midt i Rebæk Søpark Stationscenter, der var en deprimerende sølle undskyldning af et center, stod jeg på toilettet og pludselig slog det mig. Min kæreste, mine problemer, min angst og fortvivlelse, mindreværdskomplekser, mangel på retning, fejhed, modfaldenhed, skyldfølelse, alt sammen, det var det simpelthen ikke værd. Det kunne godt være, at der ikke var ret mange lys i min tunnel lige nu, men som Scarlett O’Hara deklamerer i Borte med blæsten: Tomorrow is another day.

Mit liv behøvede nødvendigvis ikke at være en evig tilstand af rådvildhed og usikkerhed. Den knap så fede version af de to barneskæbner fra Historien om en moder af H.C. Andersen. Der var andre muligheder. Jeg skulle bare lære at genkende dem og styre udenom de evige spørgsmål, om jeg nu var god nok, om det var min skyld alt sammen, om jeg simpelthen fortjente at blive forladt. Hvor den evige stræben efter at være det perfekte menneske så umiskendeligt mislykkedes hver gang og efterlod mig uden fremtid og en forventning om at møde mennesker, der igen og igen ville forlade mig, alene og uden håb.

Jeg gravede de små dødelige tingester frem fra gemmerne og skyllede hele glasset ud i toilettet. Stod og kiggede på dem forsvinde i rytmiske hvirvler i den hvide anonyme toiletkumme. Næste uge kom min kæreste tilbage. Det blev aldrig helt som før, men jeg fik et pusterum til at se lidt nærmere på mine alarmerede og kortsigtede overvejelser om livets beskaffenhed. Jeg ringede til en bekendt, der var meditationslærer, og alene det at jeg handlede, gav mig håbet tilbage og lysten til at blive gammel. At leve, at finde glæde.

account android arrow-alt-circle-down arrow-alt-circle-left arrow-alt-circle-right arrow-alt-circle-up arrow-down arrow-left arrow-right arrow-up author bars behance blogger buffer caret-down caret-left caret-right caret-square-down caret-square-left caret-square-right caret-square-up caret-up cart-menu-1 cart-menu-2 cart-menu-3 cart-menu-4 categories chevron-down chevron-left chevron-right chevron-up clock close comments cookies copyright coupon-discount date-modified date-published discord double-arrows-down double-arrows-left double-arrows-right double-arrows-up dribbble envelope-open envelope eye facebook fax flickr foursquare github gmail google-drive grid-view hashtag hollow-ring homepage instagram ios level-down-alt level-up-alt line link linkedin list-view login logout long-arrow-alt-down long-arrow-alt-left long-arrow-alt-right long-arrow-alt-up medium messenger mobile-menu mobile phone pinterest place qq quote-left quote-right quotes reading-time-hourglass reading-time-stopwatch reddit rss scroll-to-top search shazam shopping-bag shopping-cart side-panel-opening-2-left side-panel-opening-2-right side-panel-opening-left side-panel-opening-right skype slack small-arrow-down small-arrow-left small-arrow-right small-arrow-up sms snapchat soundcloud spinner spotify stackoverflow sync telegram tiktok times-circle tinder trello tripadvisor tumblr twitch twitter viber vimeo vine vkontakte website wechat whatsapp windows wishlist xing yelp youtube zoom