Blog
MED SOLEN I RYGGEN
New Delhi maj 1978, København ligger 7.-8.000 km mod vest, vi regner med at ankomme om en måneds tid. Da den grønne hippiebus forlod Danmark, var de syv – tre af mine venner, to af deres bekendte og to amerikanere. Da jeg stod på bussen i Delhi, var vi otte – mine tre venner, de to bekendte, en af amerikanerne, en fransk pige der var løbet tør for penge, og mig.
Vi skal gennem Pakistan, Afghanistan, Iran, Tyrkiet, Bulgarien, det daværende Jugoslavien, Østrig og op gennem Tyskland til Danmark.
Da vi startede den lange hjemtur, fik jeg stillet i udsigt, at jeg kunne køre bussen, når vi nåede Afghanistan, hvor der er højrekørsel. Hvis vi vel og mærke kunne få lov til at komme ind i landet. Den 28. april gennemførte det afghanske kommunistparti et statskup og overtog magten. Et år senere kom russerne, men lige her og nu vidste vi ikke, om vi ville få et visum, eller om vi kom til at køre hele vejen uden om. Der var også rumlen i Iran over Shahen.
Dagbog den 20. maj
Vi nåede Peshawar i Pakistan ved middagstid og mødte en mand, der kunne fortælle os, hvordan vi fandt den Afghanske ambassade. Vi parkerede for natten i villakvarteret, og næste morgen fik vi et visum i løbet af 10 minutter og kørte straks videre til Khyber-passet. Vi har fået et 14 dages transitvisum til at køre igennem Afghanistan. Vi nåede over grænsen ved middagstid. Nu holder vi 10 km derfra og er løbet tør for benzin. Så når Jan engang kommer tilbage om tre-fire timer, kan vi køre videre og måske nå Kabul i aften.
Dagbog den 22. maj
På vejen til Kabul så vi engang imellem gedehyrder i det fjerne. Ved de mon, at kommunisterne har overtaget? Kabul er fyldt med soldater og tanks, men alt er fredeligt, når man tænker på, at det kun er en måned siden, der var et militærkup. Der er ingen turister, og alle er desperate for at tjene penge.
Dagbog den 25. maj
Vi er ved den iranske grænseovergang. Jeg kørte fra Kandahar, hvor vi punkterede, til næsten 200 km før Herat. Her gik jeg en tur og ledte efter posthuset, og sammen med en lille gnom vadede jeg troskyldigt ind i en stor officielt udseende bygning med et skilt, hvor der stod Post Office. Han åbnede flere døre med låse på, og vi kom til en gang, der endte ved et herrelokum. Det var her, det endelig gik op for mig, at der var noget helt galt, og jeg skreg så højt i bedste kampsportstil, at han blev bange og løb af sted med hænderne over hovedet. Måske det var et Post Office engang, nu var det byens eneste teater.
Da jeg kom tilbage til bussen, var alle febrilsk ved at pakke vores grej sammen. Jan fik næsten taget sit pas, da han ville afsende halvandet gram hash på Post Office (det rigtige). Da han ikke kunne betale 250 dollars i baksheesh, måtte han hugge passet ud af hånden på postmanden og spæne for livet.
Vi kørte mod grænsen, Islam Qala. På vejen punkterede vi igen. Vi overnattede på den afghanske side og havde det dejligt hyggeligt. Til toldeftersynet ryddede vi alt ud af bussen, og en åndsvag tolder lod os vide, at vi kunne tage hvad-som-helst med over, hvis han bare kunne få en af pigerne for natten. Nu er vi igennem paskontrollen.
Dagbog den 26. maj
Kontrollen i Iran var stille og rolig. Der var en lille mand med en lang metalstang, som han stak ind overalt og snusede til bagefter. I morges brød bussen fuldstændig sammen. Vi måtte ud og skubbe den ind til siden. Lokale folk kørte en mekaniker ud til os. Han rensede karburatoren, og vi fik os manoreret ind til byen, hvor vi fik skiftet kullene, renset tændrør og renset platiner. Så bakkede Jan ind i en bro og smadrede bagenden. Vi har 840 dollars at komme hjem for, og det er lidt i underkanten. Vi er 200 km fra Teheran, og jeg har kørt næsten 150 km i dag. Vi regner med at være hjemme om 14 dage.
Dagbog den 28. maj
Vi er endelig nået Teheran. Her er en trykket stemning. Turen har været lidt problematisk. To dæk-eksplosioner, dynamoen nægter at fungere, og olien formentlig tisser ud af motoren. To liter per dag. Jeg kører bussen regelmæssigt nu. Det er det bedste, jeg ved. Når vi stopper, står der straks 40 mænd rundt om bussen. Så går Mette og jeg ud og åbner kølerhjelmen, kontrollerer at alt fungerer, fylder olie på og sætter os ind og kører videre. Det får næsten øjnene til at trille ud af hovedet på dem.
Dagbog den 29. maj
Kurder-landet – det farlige – begynder nu. Da de kørte bussen igennem på vej ud, var alle så nervøse, at de ikke turde stoppe på grund af de fantastiske historier, der florerer om kurderne, og hvor farlige de er. Vi har lige holdt 20.000 km jubilæum og slået vores døgnrekord. Den er nu på 872 km. Det er pænt, når maksimumsfarten er 60 km i timen, 20 op ad bjergene. Jeg holder meget af menneskerne i bussen. Bare ikke så meget på en gang og så intensivt. Sådan har vi det vist lidt alle sammen.
Dagbog den 30. maj
Næste morgen tog vi til den iransk-tyrkiske grænse og kom overraskende igennem i løbet af 15 minutter. Den tyrkiske paskontrol tog tre minutter, men så kom tolderen, der grinende fortalte, at det ville tage to dage at undersøge bussen. En lille emsig mand hoppede rundt og checkede overfladisk, indtil han så det udbrændte reservehjul uden slidbane. Fordi der ikke var nogen slidbane, var han overbevist om, at der var mindst tre tons narkotika inden i det. Mærkeligt nok lod han sig nøje med, at vi kørte hjulet over.
En pause
I Istanbul var vi så metaltrætte, at vi holdt en tre dages pause på en parkeringsplads og fortsatte så mod Bulgarien, hvor vi pænt måtte vente i tolden, til en fodboldkamp med det bulgarske landshold var afgjort.
Dagbog den 5. juni
Efter Ljubljana kørte vi igennem tolden til Østrig uden problemer og ned ad et bjerg med snoninger og en hældning på 20 procent. Det gik strålende. Vi vekslede penge og kørte videre. Vi kom til en 17 procents hældning og begyndte i 3. gear nedad. Så begyndte det at gå stærkt, og man kunne mærke, at der ikke rigtig var kontrol over bussen. Vi begyndte at råbe gode råd. Brems. Gear ned. Niels stod nærmest på bremsen, og der skete ikke en dyt. Intet som helst. Så kom panikken. Jan råbte, at Niels skulle koble dobbelt ud og komme ned i 2. gear. Resultat – koblingen røg på grund af for mange omdrejninger i motoren.
Nu var vi i frigear med 75 km i timen og på vej ned mod en by og et skarpt sving. Niels stod på bremsen. Jeg sad ved siden af og hev i håndbremsen, alle havde panik på. Bremserne var for varme. Så røg vi ind i svinget helt ovre i venstre side af vejen og skrabede undervognen mod vejbanen i farten. Så foran os – en lille bitte bakke opad. Den eneste bakke opad på hele strækningen. Den tog farten af, og vi kom ind til siden.
Alle ud af bussen, rystende over det hele (lige som jeg gør nu). Ingen troede, vi havde klaret det. To chokerede østrigere kom og ville melde os til politiet. Det skarpe sving var normalt enormt trafikeret, og vi havde været superheldige, at ingen var kommet imod os.
Vi var i chok. Bjergene var strålende smukke. En eng så romantisk lå foran os. Der var fred og fuglesang. Vi gik over engen, sagde nonsens til hinanden og plukkede blomster. Bandt blomsterkranse. Tullede. Drak te og fortalte historien for os selv igen.
Vi startede bussen ved at alle skubbede bagpå og så bagefter i en række løb op foran og hoppede ind i farten. Kørte til Klagenfurt i 2. gear næsten hele vejen.
Vi fandt et Bedford-værksted, hvor vi holder nu. Men først efter endnu en gang at have skubbet bussen i gang og hoppet på. Det er vanvittig morsomt. Og det ser sikkert også sådan ud. På en lille vej hoppede jeg ud i farten for at spørge et forvirret ældre ægtepar om vej, og så efter bussen i fuldt firspring og op i den igen.
Vi får – hvis vi er heldige – en hjælper når koblingen, der er gået totalt, skal repareres. Jan og Karen roder rundt i værkstedsgraven nede under bussen nu.
I midten af juni kørte vi helskindet gennem Tyskland uden at blive stoppet af politiet, der ville have konfiskeret den gamle, brugte bus, nåede København og parkerede på Bogholder Allé, hvor det hele startede.
Og så sad vi der og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle stille op med os selv.