TUR RETUR
9:26 Nørreport station, regionaltoget til Rødby Færge kører næsten tøvende ind på perronen. Jeg har netop fundet en måde at binde alle mine usammenhængende historier sammen på. Jeg er på vej til Errindlev for at besøge min mormor og morfar. Jeg har en halv flaske Grappa og et glas med. Jeg har noget, jeg skal snakke med dem om.
11:12 Vi ankommer til Nykøbing Falster station. Min bus – nummer 730 – kører først 11:45.
12:41 chaufføren sætter mig af på hjørnet af Nystedvej og Kærstrupvej på Lolland. Skiltet siger 6 km til Errindlev. Det er den smukkeste sensommerdag og vejret er perfekt til min gåtur. Jeg bobler af glæde og forventning over at skulle gå ind i barndommens landskab og gense mennesker, jeg elsker. Solen skinner fra en mild blå himmel, og endorfinerne galoperer rundt i kroppen og skaber en voksende glæde. Jeg kan se træerne, huset og min mormor, der sidder og syr ved vinduet. Man kan se præstegårdens have bagved hende gennem vinduet.
Minderne kommer krybende så langsomt. Den morgen, da jeg var omkring de otte år og vågnede klokken fem og gik ned til Eva og Karl, ind i kostalden og lukkede alle deres køer ud på græs, så de vågnede op til en tom stald og ikke anede, hvor deres dyr var. Min mormor og morfar, der spillede whist med deres venner. Min mors tidligere kæreste, der havde heste, som jeg kunne ride på. Thea og Ove, der pløjede deres mark med små islandske heste, selv om alle andre var gået over til traktorer og mejetærskere. Mejeriet med den specielle lugt fra mørket, når jeg var med min morfar oppe og købe ost. Ebbas gule hus. Hendes kniplingepude med det tynde garn og alle de små træpinde.
14:18 ankommet til Errindlev. Jeg sidder på en af de sten, som afgrænser gravstedet. Med min rygsæk, min flaske og mit glas. Mine briller har jeg taget af. Jeg har selskab af en bi eller en hveps. Heldigvis er der ikke andre på kirkegården, der kan undre sig over, hvad jeg laver.
Vi tager første runde. Først drikker jeg. Så et glas til min morfar. Og så et glas til min mormor.
Vi er på tredje omgang, og jeg er fuld. Hvepsen er her stadig. Og jeg er på nippet til tårer i min fuldskab og er så glad for, at jeg sidder lige her. Vi skulle indføre day-of-the-dead i Danmark, skulle vi.
Duften af land, raslen i bladene og stilheden er så velkendt. Et digt fra barndomslandet.
Jeg savner jer så meget.
Dengang da de sænkede min mormors kiste. Hun havde været så syg og så ked af det, fordi hun ikke længere kunne klare sig selv. Da de sænkede kisten, kunne jeg høre, at hun lo, fordi hun blev genforenet med sine veninder, som længe havde været døde. Eller sådan føltes det.
Vinden i bladene. Det er tid til at gå.
16:25 Fuglse. Jeg sidder i et godt brugt læskur og venter igen på bus nummer 730, der skal tage mig tilbage til Nykøbing Falster station. Jeg gik fra Errindlev og drak simpelthen landskabet ind, mens jeg travede småfuld mellem de flade marker med de sarte farver. Da jeg var kommet et par kilometer uden for byen, begyndte jeg at tomle den. Og blev ærlig talt lidt fornærmet, fordi ingen af de personer, der nu bebor mit barndoms landskab ville samle mig op og tage mig med. De kørte alene i tomme biler. Lige forbi mig – en gammel dame uden bagage.
Grappa’en er forduftet. Forventningerne er veget for rejsen hjem til byen. Men det var det værd. Mit hjerte – intet mindre – hoppede af glæde over gensynet.
19:29 – jeg står ud af toget på Nørreport station. Jeg er tilbage.