17. november 2013: I alle mulige action-film kommer der tit et øjeblik, hvor heltinden er på flugt og skal klippe sit lange lyse hår af og farve det sort. Altid foran et plettet spejl og en håndvask med revner i den lettere gullige emalje. Hun klipper og gør ved, har plastikhandsker på og kigger så endelig direkte ind i spejlet og voila, hun har en designer-frisure. Da jeg alligevel skulle have kemo og miste alt håret, ville jeg lige prøve denne teori af.
Jeg havde også set, hvordan Walter White i et af de første afsnit af Breaking Bad stod under bruseren og så hårtotter løsne sig, dale ned på flisegulvet og forsvinde for altid ned gennem risten. Og det virkede så trist, at jeg ikke lige havde lyst til at stå i samme situation. Så jeg delte håret op og fattede en saks og gjorde klar til et photo-shoot.
Selve klippet var underholdende. Men så skulle jeg havde det sidste af og tog fat med masser af hårshampoo og en engangsskraber. Det var straks noget helt andet.
Jeg vidste ikke, at man først skal bruge en maskinklipper for at trimme håret helt tæt, så det tog mere end en time at få raget alt håret af, og jeg havde masser af tid til at tænke over alt muligt. Blandt andet tænkte jeg, at jeg nu forstod de mænd, der bliver ved og bliver ved med at holde på nogle få hårtotter, selv om alle andre kan se, at det ville være meget bedre, hvis de bare ragede det hele af og stod ved, at de ikke rigtig havde noget hår.
