Blog
JUL PÅ EN ØDE Ø I PALAU
Juleaften 1995. Dykkerbåden satte mig af i morges på denne lille bitte helt øde ø. Der er kun mig. Og mine forsyninger. Og det telt, jeg lånte af en af de andre dykkere. Der er sikkert alle mulige krybdyr og insekter, men det eneste menneske er mig. Dykkerbåden samler mig op om tre dage.
Øen har ikke noget navn og er en af de yderste lagune-øer i staten Palau, der er en løs forsamling af 340 øer i Mikronesien, midt ude i ingenting i Stillehavet. Hovedstaden hedder meget eksotisk Ngerulmud.
Jeg ankom til 14 dages dykkerferie via Filippinerne. Palaus farvande strutter med fiskeliv. Her er hajer og fiskestimer så store, at man ikke kan se, hvor de ender. Sådan var det i hvert fald i 1995. Her er kæmpemuslinger, der bliver 100 år, måler mere end en meter i bredden og vejer 200 kg. Her er en sø fyldt med gyldne vandmænd – Jellyfish Lake. Der er tusinder af dem, de er overalt, gyldne i det filtrerede sollys. Fortidslevn, der tavse og hypnotiserende svæver op og ned i vandet i ryk, som om de var en del af et stort simuleret computerspil.
Men for dykkere er det helt store trækplaster Blue Corner, hvor man siger, at der næsten altid er garanti for at møde hajer. Det er et dyk, hvor man hænger på kanten af en undersøisk klippevæg, hvor store havstrømme kommer buldrende ind fra oceanet og fejer hen over kanten. Her bugner havet med pulserende sprællevende plankton. Det er et kæmpe tag-selv-bord, og stimer af små fisk kaster sig frådende ind i festen, de tiltrækker større fisk, og så kommer hajerne.
Blue Corner er et uskønt dyk. Ikke som de der zen-agtige dyk, man ser på film. Det starter med, at man bliver sat af et godt stykke fra kanten. Man lader sig synke ned til havbunden, og så kravler man helt tæt på bunden og direkte ind i den stærke strøm langsomt og uskønt og sejt, mens man holder fast i de sten, man kan finde, så man ikke brutalt bliver skubbet tilbage til start.
Når man når kanten, griber man fat og hænger med kroppen frit svævende i strømmen. Det er første parket til et formidabelt skuespil. Tusindvis af sølvglinsende fisk, der stryger ind og ud mellem hinanden, hektisk aktivitet, som på en banegård i myldretiden. Og endelig hajerne, der fræser igennem det hele.
Man kan se Blue Fin og Big Eye Trevally – ret store fisk – kæmpestimer med sølvglinsende Jacks, eksotisk farvede Snappers, Hawksbill skildpadder og Green Turtles. Der er gigantiske roterende stimer af slanke Barracuda’er. Og hajerne.
Her lige en disclaimer. Det er hverken The Great White eller de farlige Tiger Sharks, der patruljerer derude i vandet. Det er Reef Sharks, der bliver en to meter lange, og hvis man ellers forholder sig roligt og gør som guiden siger, betragter de ikke en dykker som byttedyr, derfor behøver man heller ikke at sidde indkapslet i et bur for at komme tæt på. Men det er stadig hajer. Pragtfulde i vandet, hurtige som om de bevæger sig i et rum uden modstand. Seriøse fisk, der ikke spilder tiden. Væsener med et formål i tilværelsen.
Det var en af mine med-dykkere, der fortalte, hvordan han havde tilbragt to uger helt alene på en øde laguneø kun forstyrret af dykkerbådens besøg med forsyninger. Og alle eventyrerne kom væltende. Robinson Crusoe strandet på en øde ø, Treasure Island, Fluernes Herre. Jeg vil også prøve, tænkte jeg, og nu sidder jeg her så. I tre dage. Jeg ankom i går. Jeg blev sat af på den anden side af min lille strand på et sted, hvor båden kunne komme så langt ind, at jeg kunne vade i land.
Jeg plumpede i, og vandet nåede op til midt på brystet. Iført tykke, skridsikre dykkerstøvler, en badedragt og mine store store bylter med alt, hvad jeg skulle bruge de næste par dage, den ene på slæb i vandet den anden i favnen godt oppe over vandoverfladen.
Jeg havde kun taget nogle få skridt, da jeg snublede over et eller andet nede på bunden, vaklede og var lige ved at falde og gå under. Det var her, det gik op for mig, at jeg var helt helt alene. Hvis jeg tabte noget af mit grej, hvis jeg mistede mit vand og den mad, jeg havde med, hvis hvis hvis hvis, så ville der ikke være nogen til at hjælpe mig. Konsekvenserne af mine handlinger sat i perspektiv. Det var – en ny og anden virkelighed.
Jeg har leget Robinson Crusoe hele dagen og gået splitterfornøjet rundt kun iført en rød bandana om hovedet. På et tidspunkt kunne jeg se en passerende båd langt langt ude i horisonten og følte kikkert-øjne, der strøg hen over mig. Det var sikkert ikke andet end en fantasi.
Jeg har en bog med, som jeg kan muntre mig med. Men ellers sidder jeg bare i sandet foran teltet, følger dagens gang og kigger ud over vandet fra min lille strand. Mod horisonten, der ligger som en mørkeblå kurve langt ude hvor himmel og hav går i et, midt i alle de andre blå nuancer. Engang imellem svømmer jeg lidt.
Bag mig er der tæt bevokset med mangrove. Da jeg kom, ville jeg udforske mit territorium og forsøgte at trænge igennem, men det var hårdt arbejde, og jeg var nok lidt nervøs ved at bevæge mig for langt væk fra mit telt og mine ejendele. Mit lille sikre slot midt i al fremmedheden. Om natten lytter jeg på stilheden. Eller den relative stilhed mellem blade, der rasler, og havet, der suser.
Så hvorfor sidder jeg her? Et meditativt indslag i min travle hverdag som pr-konsulent i Danmarks førende pr-bureau? Måske er det på tide at komme videre?
Jeg kom hovedkulds ind i pr-branchen og var så heldig, at Danmarks største bureau købte den lille virksomhed, hvor jeg havde tilkæmpet mig et barselsvikariat. Det var på en tid, hvor Danmark sådan rent pr-mæssigt var relativ uskyldigt. Ikke som i dag, hvor kommunikationsfaget er enormt og vidtforgrenet for slet ikke at tale om alle de nye kanaler på de sociale medier. Dengang skrev jeg pressemeddelelser for mine kunder, faxede dem til anerkendte aviser og observerede, hvordan anerkendte journalister udskiftede et par ord i indledningen og derefter satte deres egen by-line på artiklen. Jeg synes tit, at man bevægede sig på nogle meget fine etiske grænser, men jeg var ny i faget, ambitiøs og overvældet. Og så var der alle de rare penge, der kom ind på kontoen hver måned.
On and off gennem 10 år havde jeg ernæret mig som sygehjælper. Jeg kunne rejse kloden tynd, komme hjem og have et job dagen efter. Men jeg havde lovet mig selv, at jeg ville starte en længerevarende uddannelse, inden jeg blev 30, og en lille måned før min fødselsdag begyndte jeg på CBS, hvor jeg var blevet optaget i kvote 2, og jeg skiftede langsomt til kommunikationsbranchen.
Jeg fik pludselig social status, visitkort og et arbejde, der var virkelig interessant og ekstremt underholdende. Og jeg fik også en meget meget højere løn. Win-win situation. Jeg har stadig en eller anden form for barnlig undren over retfærdigheden i det. At arbejdet som sygehjælper, der dræner ens energi og kan være så hårdt både fysisk og mentalt, ikke rigtig bliver belønnet i forhold til pr-arbejdet, der kan være inspirerende og tit giver anledning til high fives. Jeg har siddet i en del kundemøder og tænkt om kunden: Du skulle hellere bruge dine penge på noget andet, det her projekt er bare for at pudse dine egne fjer over for dine chefer. Nice-to-have måske men slet ikke i nærheden af need-to-have.
Men i begyndelsen af 90’erne var jeg i det små og på det praktiske niveau med til at ændre det danske pr-landskab. Vi havde en rigtig stor international kunde, der ønskede at få udskudt et lovforslag i EF, som det hed dengang, da der kun var 12 medlemmer af Ministerrådet, og Danmarks stemme havde mere tyngde, end det er tilfældet i dag.
Det var et stort, dyrt, forkromet projekt, som jeg og en af mine kolleger håndterede. Vi fik fløjet eksperter i constituency kommunikation ind fra vores kontorer i USA og Canada, og de lærte os basis-reglerne for spin, og for hvordan man skaber vellykkede pressionsgrupper. Vores hollandske kontor fik samme mulighed, men der lykkedes eksperimentet efter sigende ikke særlig godt. I Danmark derimod fik vi mobiliseret en gruppe af mennesker med en talsmand i spidsen – ansigtet udadtil – og kunden var selvsagt tilfreds, da projektet lykkedes. Der var et element af forløjethed over hele projektet, der pudsigt nok var baseret på, at alle vidste hvem der betalte regningen i sidste ende. Heldigvis arbejdede vi også med andre mere noble projekter, hvor vi kastede vores omfattende ressourcer ind i kampen om at ændre forældede holdninger .
Men nu sad jeg så her med rumpen i sandet. På min øde ø og kunne kvit og frit filosofere i solen over tilværelsen, livet og alle de der banale ting, der hører med. Det behagelige liv som lønmodtager, en doven glæde over at have overlevet de første benhårde konsulent-år, over alle de nye ting jeg havde lært, og en flirten med fremtidsplaner, der altid er lettere lyserøde i kanten. Og måske blev jeg inspireret til mit næste store eventyr, som kom til at omfatte et halvt år i Mexico med et teknisk certifikat til at dykke i huler og et halvt år på eksotiske destinationer som Papua New Guinea, Salomon-øerne, Nieu, Fiji, Tonga, Bali og naturligvis Australien, når man nu alligevel var i og omkring The Pacific Rim.
