Blog
FLUGTEN FRA PARADIS
Februar 2021, anden Covid-19 lock-down. Verden er blevet så lille. Så stille. De snakkede om parallel-tilværelser, time-loops og bobler i radioen. I den amerikanske film Groundhog Day, bliver Bill Murray fanget i et time-loop og vågner op hver morgen til den 2. februar igen og igen og igen. Han er en små-kynisk tv-weather-man og skal dække Groundhog Day i den lille by Punxsutawney, men noget går galt, og hver morgen står han op til den samme kolde vinterdag og sangen ”I got you babe” i radioen.
Lidt inde i filmen sidder han nedslået og deprimeret på en bar med to drinking-buddies og siger: ”I was in the Virgin Islands once, I met a girl, we ate lobster, drank Pina Coladas. At sunset we made love like sea otters. That was a pretty good day. Why couldn’t I get that day – over and over and over? What would you do, if you were stuck in one place, and everyday was exactly the same, and nothing you did mattered?”
Jeg var engang hjemmegående husmor i paradis, hvor jeg boede med min kæreste i den lille mexicanske by Tulum, der mest var en samling huse på hver side af landevejen fra turistbyen Playa del Carmen til Belize.
I løbet af kort tid forvandlede mit liv sig til en lille forsnævret boble, hvor jeg så på fra sidelinjen, alt imens alle andre passede deres mere eller mindre interessante liv ude i virkeligheden. Jeg kastede mig over alskens aktiviteter og solo-dyk helt alene dybt ind i kalkstens-hulerne, der er den helt store attraktion i området. For dykkere. Der er også snehvide sandstrande og palmer, der vajer i brisen, mexicansk mole sovs og farvede drinks.
Mit Mexico-eventyr startede ellers i bedste stil. Jeg tog et huledykkerbevis, meget teknisk til tider og med masser af udfordringe. Fx alle lygter (alle seks) er holdt op med at virke, din makker er løbet tør for luft, find vejen ud af hulen i totalt mørke ved at famle dig frem langs den permanente line, der løber i midten af alle udforskede huler. 14 huledyk og 579 dykker-minutter senere, stod jeg med beviset i hånden, jeg kunne dykke i huler også dykke solo, hvis jeg ellers tog en ekstra flaske med som pseudo-makker.
Jeg fulgte derfor også interesseret med, da det thailandske fodboldhold i 2018 blev fanget langt inde i en hule, og jeg så alle de der store mænd og tænkte sådan lidt overlegent, det kan jeg også. Men ved nærmere eftertanke rettede jeg det til, det kunne jeg også engang. Jeg er simpelthen ikke sikker på, at jeg ville være i stand til at bære alt udstyret i dag.
På vej til et dyk snublede jeg over en trærod i fuldt udstyr og landede tungt på knæene. Det var svært uelegant, og det var en kraftanstrengelse at komme op at stå igen ved egen hjælp med mine dobbeltflasker lavet af stål, lygter, knive og hjul hægtet på mig. Midt under den brændende sol, 30 graders fugtig varme, en 5 mm våddragt og 50 kilo huleudstyr.
Brev 15. april 1998
Der er noget overjordisk fascinerende, når man dykker rundt i det krystalklare vand i Mexicos huler. Men før man kommer dertil, skal man immervæk slæbe meget udstyr. Jeg har to stålflasker på ryggen, en megalampe og to back-up lamper – og så alt det sædvanlige.
Vores sidste dyk blev på 100 minutter, og vi var omkring 850 meter dybt inde under jorden. Det er langt. Vi dykkede med tre flasker. Man hopper i med de to på ryggen, og derefter krabber man den tredje flaske ned i vandet og hægter den fast under venstre arm. Det er så godt som det eneste sted, der plads til at hænge noget. Man ligner simpelthen et juletræ, inden man er færdig med at klæde sig på.
Man bruger så omkring en tredjedel af luften i den flaske, der hænger under armen, hægter den af og lægger den i hulegangen og skifter over til de to på ryggen og dykker videre. Når man har brugt en tredjedel af luften i dobbeltflaskerne, vender man om og samler ekstraflasken op på vejen ud. Så slutter man dykket med så meget luft, at der ikke skulle være grund til panik.
Vi har haft nogle øvelser, hvor vi simulerer nogle af de ting, der kan gå galt. For eksempel alle lamper holder op med at virke på én gang. Øvelsen går ud på at finde hovedlinien, så man via den kan føle sig vej ud i det bælgravende mørke.
Eller endnu værre: Alle lamper går ud, og samtidig løber den ene dykker tør for luft. Så hænger man som to ærtebælge, forbundet med en to meter gummislange, mens de små febrilske fingre føler sig frem på den tynde nylonsnor, der løber midt i hulen. Langsomt og møjsommeligt mod udgangen. Tænk hvis den var knækket? Snoren altså.
Så hvad er attraktionen i al det mørke, når man kan dykke på farvestrålende koraller? I Mexico er der store åbne rum under jordens overflade med de mest fabelagtige drypstensformationer. Hære af unge tynde sugerør, der dekorativt hænger ned fra loftet, og enlige, gigantiske søjler, der rejser sig op fra bunden af hulen. Det er underjordiske katedraler i krystalklart vand, der får hjertet til at gyse.
Og den altid nærværende angst for at noget skal gå galt med teknikken forvandler hvert evigt eneste dyk til en totaloplevelse, hvor endorfinerne og adrenalinen pumper kroppen fuld af mod.
Når et dyk slutter, og man nærmer sig udgangen, får hulens kanter først et meget svagt og tyndt skær af blåt, der sig vokser større med hvert boblende åndedrag og til sidst – sådan føles det – eksploderer i et tindrende blåt lys fra himlen. Hjertet slår et par ekstra slag i bar begejstring og taknemmelighed. Magien er ubeskrivelig, der findes simpelthen ikke superlativer til at beskrive oplevelsen. Man skal være der i vandet.
Hvert år dør dykkere kun få meter fra en huleindgang, som regel dykkere uden den rigtige træning. Et eller andet går galt, tit noget meget banalt. Det kan være det fine bundsand, der hvirvles op og fylder hele hulen med et mørke, som ingen lygter kan gennemtrænge. Dykkeren bliver nervøs, mister retningssansen, går i panik og sluger en flaske luft på fem minutter.
Brev 17. maj 1998
Efter halvanden måned i Tulum er rutinen så småt ved at indfinde sig. Tempoet er langsomt. Dels fordi det er vanvittig varmt, dels fordi der ikke er noget at skynde sig efter. Hvilket ikke er så dårligt.
Jeg har travlt med at udvide min horisont. Jeg har en gør-det-selv-lær-at-tegne bog med, og de fleste dage bruger jeg derfor tre timer på tegneøvelser. Indtil videre går det hele ud på at lære at koncentrere sig og at se. Det varer et stykke tid, inden der kommer konkrete produkter ud af det. Jeg laver blandt andet 65 hurtige sketches om dagen. Jeg skal fange bevægelsen og folks holdning. Jeg sidder derfor ude ved vejen og laver mine skribletegninger.
Mit store problem er, at der ikke er så mange mennesker i Tulum, og de, som er her, ikke rigtig bevæger sig udenfor om dagen. De holder sig heller ikke i ro i det ene minut, som bogen skriver, at de skal. Man kan åbenbart ikke få alt.
Derefter omkring to timer på spanske oversættelser. Der er gået lidt kuk i den lærer, der skulle undervise mig. Dona Anita, der er mellemmanden, er aldrig på kontoret, og da vi endelig fangede hende, var det op til den 1. maj og en eller anden vigtig mexicansk helligdag, så …
På et tidspunkt lykkes det måske, indtil da oversætter jeg tekster fra spanske magasiner og opfinder latterlige historier om huse, mennesker, farver og tal, som jeg møjsommeligt nedfælder på børnehave-spansk.
To-tre gange om ugen laver jeg aerobics, så efter min egen ydmyge mening er aktivitetsniveauet ret højt. Som hjemmegående husmor nusser jeg også lidt rundt i hjemmet, men ikke for meget, og vi spiser heldigvis ude.
Når jeg bliver træt af al den aktivitet, tager jeg på stranden til palmer og hvidt sand.
Brevet er fra den optimistiske fase, hvor jeg prøvede at få det bedste ud af min tilværelse, som på overfladen var både eksotisk og interessant. Men lige midt i al skønheden blev jeg efterhånden fanget i en isoleret parallel-tilværelse som hjemmegående bag den lyserøde facade til vores etværelses bolig, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind.
Indimellem havde jeg free-lance opgaver for et lille pr-bureau i København. Når jeg sendte tekster hjem, gik jeg med min bærbare ned til det lokale telefon-hus med fem træbokse og en telefon i hver. Jeg forbandt mit pc-stik til telefonen og ringede med modem via en server i Cancun og sendte mine mails til København.
Det er svært at forestille sig i dag, men det var den eneste server i området, lang tid før internet-cafeerne holdt deres indtog. Det var enormt avanceret, og jeg følte mig ret high-tech og forbundet med den store verden. Men det var bare ikke nok.
Før en firmaevent i Tivoli sad jeg midt i det danske solskin og fik en kop kaffe med en kollega og fortalte af en eller anden årsag om Mexico og om at dykke i huler. Jeg må have lydt så helt og aldeles åndeløst betaget, fordi han kiggede undrende på mig og spurgte: Men hvorfor forlod du det?
Og i bund og grund var det vel, fordi jeg bare sad for mig selv i ophøjet lyserød isolation midt i paradis. Jeg kunne ikke finde arbejde med dykning, og servicefagene var besat af mexicanere, så til sidst spurgte jeg min kæreste, om han dog ikke ville dele sit arbejde som dykkerguide med mig. Men det synes han, var en rigtig dårlig ide.
Jeg begyndte at tage med ham, når han havde en guidet tur for almindelige dykkere, og mens de andre blev i den åbne grotte, dykkede jeg alene langt ind i de blå huler med en ekstra-flaske som makker.
Men efter seks måneder var min boble så fortættet med desperation, at jeg kastede håndklædet i ringen, overtalte kæresten til at tage med mig på den store rundtur i Pacific Rim, flygtede fra paradis og fløj tilbage til København.
Parallel-tilværelsen i Coronaens skygge er anderledes. Måske fordi alle andre omkring mig er i samme situation? Måske fordi der ikke er den skærende kontrast mellem min skygge-tilværelse og de farverige mexicanere? Måske er jeg bare blevet mere tålmodig og bedre til at fordybe mig?
I dag læser jeg ikke spansk, men staver mig igennem det koreanske alfabet, så jeg får lidt lettere ved at finde rundt i Korea, når vi engang bliver sluppet løs og må rejse igen. Jeg laver stadig aerobics, tegner stadig, maler også i dag. Måske det føles mere rigtigt, fordi kunst er mit arbejde? Det giver ligesom heller ikke så meget mening at svælge i selvmedlidenhed, når alle andre er i samme båd.
