View of part of the installation by SelgasCano at the Serpentine Gallery in London on the website A Better Version
Udstilling af SelgasCano, Serpentine Pavillon, Hyde Park 2015

At blive kunstner

Den 7. september 2015 var jeg på ferie i London og sad på Meiniger Hostel ikke så langt fra Hyde Park og checkede min mail. Jeg fandt en fra Central Saint Martins, som jeg åbnede med bævende hjerte. De var glade, skrev de, for at kunne tilbyde mig en plads på den to-årige masteruddannelse i Fine Art. Start om en måned. Jeg gik lidt i selvsving og sad der foran vinduet ud til Cromwell Road og tudede af bar glæde.

Jeg tog straks ud til Kings Cross, hvor jeg ville snuse til alle herlighederne og begejstres over, at jeg snart ville blive en del af et de mest kreative steder i verden. Men – lærte jeg – man kommer kun forbi security og ind i de hellige haller, hvis man har et gyldigt studiekort eller en invitation. I stedet gik jeg ind på en meget checket restaurant i samme bygning og fik den dyreste omelet, jeg nogensinde har spist.

The facade of CSM Kings Cross in London on the website A Better Version
Group of young people lining up with their portfolios at CSM Kings Cross in London on the website A Better Version
Group of students at table at CSM Kings Cross in London on the website A Better Version
#1 CSM ved Kings Cross; #2 Kø for at vise portfolio; #3 Min klasse.

På et tidspunkt læste jeg en bog af den engelske forfatter Sara Baume, og hun fortæller om en vox-pop, hun hørte i radioen. En journalist spørger folk: “Hvad er det første, du tænker på om morgenen.”

Og Sara Baume skriver: “…de siger mere eller mindre, hvad jeg forventer, de vil sige”, og hun remser forskellige ting op, men skriver så: “…indslaget ender med en kvinde, der indrømmer: Jeg tænker på den forskel, den enorme forskel, der er mellem mit liv, og hvordan jeg ville ønske mit liv var.”

De sætninger rammer mig, fordi de rammer et sted, hvor de inderligste drømme ligger dybt begravet. Et dunkelt område, hvor drømme lever et autonomt liv og engang imellem slår vildt om sig for at trænge igennem til virkeligheden. 

Det er ikke fordi, at ens liv behøver at være kedeligt, hvis man ikke lige får udlevet sin inderligste drøm, men det var først, da jeg blev optaget på CSM, at det gik op for mig – eller måske at jeg havde modet til at indrømme over for mig selv – hvor meget jeg ville det. Hvordan jeg havde drømt om at blive optaget på en kunstnerisk uddannelse, men ikke havde haft tilstrækkelig tiltro til, at jeg kunne lykkes med det.

Self portrait, painting in acrylics in yellow, beige and black on the website A Better Version
Selfie på udstillingen Portræt Nu 2015, Frederiksborg Slot

I juli 2015 havde jeg taget mig sammen og sendt en late-deadline-application til flere universiteter i London ud fra devisen: “Jeg skal i hvert fald ikke blive 80 og blive deprimeret over, at jeg ikke engang prøvede.” Jeg havde to uger til at stykke min ansøgning sammen, hvilket formentlig var strategisk gunstigt, for jeg havde ikke tid til at overtænke det hele, men skrev en motiveret ansøgning frit fra leveren, om hvorfor de skulle optage netop mig på den to-årige uddannelse.

Da jeg fik besked om min optagelse, havde jeg en lille måned, før jeg skulle starte i London, og mit liv blev hektisk og febrilsk. Jeg skulle finde et sted, hvor jeg kunne tage en engelsk TOEFL-prøve – det blev en tidlig lørdag morgen i Malmø den 26. september – finde et sted at bo – det blev et hostel, Sandeman-Allen House, 40 Inverness Terrace tæt ved Hyde Park – pakke og sørge for alle de nødvendige papirer var i orden. Tøj. Grej. Jeg løb meget stærkt og blev ved med at løbe stærkt de næste to år. Den 3. oktober fløj jeg til London og flyttede ind på mit værelse, hvor jeg kom til at bo de næste 10 måneder.

View of the white building located at Inverness Terrace 40 in London on the website A Better Version
Elongated furnished room in the hostel Sandeman-Allen House in London on the website A Better Version

Det var et langt smalt værelse med to senge, to skuffedarier, to klædeskabe, to små borde med hver en stol foran og et højt vindue ud til Inverness Terrace. Der var toiletter og bad på gangene, og jeg delte værelset med Joan. Hun var omkring de 70 og havde boet der i mange år. Hun ville ikke fortælle, hvor mange. Det var åbenbart ikke noget, hun var videre stolt af.

Hostellet var befolket med mange yngre studerende, der ligesom jeg ikke havde kunnet finde andre steder at bo. Samtidig var det en gennemgangslejr for folk, der kom til London for at finde et midlertidigt job, tjene nogle penge, og hvis det gik godt, måske få en langtidskontrakt og hvis ikke, tage returrejsen tilbage til deres land et sted i Europa. De boede i månedsvis på seksmands stuer.

Lejen inkluderede morgenmad og aftensmad, og hver morgen trissede jeg en etage ned som en af de første og sad ved de lange borde med den blege voksdug og nikkede til de andre søvndrukne individer, der var landet i denne mindre glamourøse udgave af The Swinging London.

Gif showing the progress of the acrylic painting Mickey on the website A Better Version
Abstract painting in vivid colors, titled Mickey on the website A Better Version

Mickey, 40 x 40 cm, akryl på lærred, 2016

Tilbage i tiden – helt tilbage til den 16. oktober i 2011 – en våd og frysende dansk efterårsdag, gik jeg på biblioteket og checkede min mail. Jeg er ikke online derhjemme. I indbakken lå en mail, hvor der stod: Tillykke du har vundet i Klasselotteriet. Ja-ja-ja tænkte jeg, den har vi ligesom hørt før. Men jeg åbnede den og læste, at jeg havde vundet 250.000 kr. Ja-ja-ja tænkte jeg, den har vi ligesom også hørt før. Havde det været 1.000 kr. så måske…

Men den næste dag ringede jeg alligevel til Klasselotteriet, som uden den mindste tøven fortalte mig, at jeg rent faktisk havde vundet de 250.000 kr. 

Jeg tænkte: Dem brænder jeg af på det mest gennemførte overdådige amerikanske roadtrip. En skinnende rød Chevy Cabriolet tværs igennem USA. Men jeg var for langsom på aftrækkeren og nåede det ikke. I stedet fik jeg brystkræft, tog et år ud af kalenderen, og da jeg endelig tog en prøverejse til USA for at se, om jeg kunne klare mosten, fandt jeg ud af, at jeg ikke gad udleve den gamle drøm om det perfekte roadtrip. Thelma og Louise uden den sørgelige slutning.

Video artwork at a student exhibition at CSM in London on the website A Better Version
A man and a woman while building an exhibition at CSM studios in Archway London on the website A Better Version
Samarbejde med den fotografiske linje til skoleudstilling.
Partial view of CSM studio environment at Archway London on the website A Better Version
Partial view of CSM studios at Archway in London on the website A Better Version
#1 vores atelier; #2 Min atelierplads.

Så pengene stod uberørte og jomfruelige og ventede på at finansiere en anden drøm, som startede den 6. oktober 2015, da jeg tog bus 390 fra Bayswater til Archway og vores atelier i det nordlige London og mødte mine nye lærere og min klasse. To år senere vågnede jeg op fra min drøm og havde en MAFA, en master i Fine Art, og jeg var blevet billedkunstner.

Men det er først her tre år senere, når jeg er i gang med et eller andet arbejde, at jeg engang imellem også ved, at jeg er en billedkunstner. For det meste bokser jeg med nogle selvskabte, elitære, æstetiske udfordringer, der af en eller anden årsag giver mig et kick. 

Group of smiling students at cafe in the northern part of London on the website A Better Version
Two men present at an exhibition at CSM in London on the website A Better Version
Group of students and a teacher while building an exhibition at CSM in London on the website A Better Version
Group of students attending meeting at CSM in London on the website A Better Version
Two women building an exhibition in London on the website A Better Version
Min klasse - MAFA 2015-17.

Skriv et svar

Luk menu