Blog
CLIMB EVERY MOUNTAIN
2005, et zen kloster i det sydlige Frankrig. Min kæreste kunne ikke få sommerferie samtidig med min, og jeg besluttede at bruge mine feriedage på at se nærmere på klosterlivet, som jeg fandt fascinerende. Måske fordi det virker så hemmelighedsfuldt? Ren og skær nyfigenhed måske? Eller måske det går tilbage til Sound of Music, den første film jeg så i biografen, og sammen med min mor?
De har rigtig mange zen klostre i Frankrig, så det var her, jeg undersøgte mine muligheder og valgte La Demeure i Ardeche omkring 500 km fra Paris. Det var ikke så stort, det virkede personligt, og det havde en kvindelig leder – Joshin Bachoux – en af de få kvindelige sensei’s, en zen læremester.
Jeg havde og har nok stadigvæk ikke styr på de finere forskelle mellem zen buddhisme og andre former for buddhisme, men jeg kunne læse mig til, at zen handler om at lære at leve i nuet. Det kan man altid bruge noget mere af, tænkte jeg, og læste forskellige eksempler: En berømt zen mester, Po-chang, blev bedt om at definere zen, og han sagde: ”Spis når du er sulten, sov når du er træt”.
Jeg fløj til Paris, lejede en bil, kørte sydpå i selskab med en skinger GPS, der brugte meget tid på at omkalkulere min rute, men til sidst fandt jeg min destination efter mange mange rundkørsler. Jeg ringede på, fik tildelt en seng i sovesalen og ventede spændt på næste dag og min første dag i kloster.
4.50 Dagen begynder
På dette ukristelige tidspunkt hver evig eneste morgen kimer, klinger og bimler en lille klokke nedenunder. Det er mørkt i sovesalen, det pusler så stille i rummet med de umage jernsenge. Ingen tænder lys, alle forbereder sig i mørket til dagens allerførste meditation. Bevæbnet med gode sokker og et tæppe til værn mod morgenkulden, skynder jeg mig lidt lalleglad efter de dunkle skygger, der forsvinder ned af trappen.
5.00 Første meditation
Vi sidder 11 formummede skikkelser i zendo’en, som er et bart, åbent rum kun brugt til meditation. Et enkelt stearinlys ved siden af en velnæret Buddha brænder hul i den ny morgen. Dagens første opgave er zazen, ”meditation i siddende stilling”.
Vi sidder på snorlige rækker, vores kolde balder balanceret på en lille sort pude, ryggen ind mod rummet, og ansigtet vendt mod den rå trævæg. Vi skal sidde næsten en time og meditere. Øjnene skal være halvt lukkede og benene i en eller anden u-dramatisk stilling, som vi kan klare i en stiv klokketime, og vi skal blot følge åndedrættet og være bevidste om at trække vejret.
Det burde være så nemt, men det er så uvant, og morgenkulden fra bjergene trænger sig på og distraherer. Det er svært at fokusere på åndedrættet. Mine tanker flyder hele tiden væk i alle mulige ukontrollable retninger. Min næse klør i den fortættede stilhed, mine ben er visne, og timen snegler sig af sted.
Men endelig endelig afslutter Joshin Bachoux vores meditation. I mellemtiden er solen stået op.
6.30 Morgenmad
Man taler ikke på et zen-center. Der var lidt tid om eftermiddagen, hvor det var ok at snakke, hvis man absolut var nødt til det, men på alle andre tidspunkter hersker den store tavshed. Det havde jeg nok læst om, men måske ikke helt gjort mig klart, hvor vanskeligt det kan være at føre ud i livet. Nu larmer stilheden omkring det store træbord i køkkenet. Vi kan ikke bede om vand eller salt eller et fad eller noget som helst andet.
Måltidet er stramt, ritualistisk og effektivt. Fascinerende faktisk. Der er noget antropologisk over det. Man fornemmer, at chefer engang har overvejet, hvordan man bedst tilrettelægger og håndterer logistikken, når man skal bespise store forsamlinger af nonner og munke.
Foran mig ligger en træske sammen med fire skåle på rad og række: En stor med en grålig grød, den næste og lidt mindre med te, nummer tre med en lille klat selvlysende, rødt syltetøj og den mindste med et lille stykke brød. Når man har spist grøden, drukket teen og gjort kål på syltetøjet, tager man den lille brødskive og tørrer de tre skåle omhyggeligt ren for madrester. Man hælder en lille smule kogt vand op i den største af skålene, rører med træskeen – ingen klinke-klanke – hælder vandet over i den midterste skål, og videre indtil alle fire skåle er rene. Jeg tænker på et champagne-tårn, hvor champagnen flyder fra det øverste glas og ned til alle glassene i bunden og på eventyret Guldlok og de tre bjørne, der spiste grød af en stor, en mellemstor og den lille skål, der bare var den helt rigtige.
Til sidst drikker man overskudsvandet, tørrer omhyggeligt hver af de fire skåle med en serviet, stabler dem og pakker dem sirligt sammen i servietten. Måltidet er slut, og der er også vasket op.
7.00 Første samou
Vi samles til samou, som det manuelle arbejde hedder i vores simple klosterliv. Ivan, en schweizer som regelmæssigt besøger La Demeure, instruerer sit arbejdshold, der udover mig består af Geraldine og Pascale. Vi skal gøre rent i zendo’en, stadigvæk i stilhed.
Hele morgenen er et bombardement af radikalt anderledes førstegangsoplevelser. Gulvvasken er også et rituelt anliggende. Man tager sin hårdt opvredne klud med begge hænder, bøjer sig forover med rumpen i vejret, planter begge hænder på gulvet, og så skubber man kluden foran sig i hele længden af zendo’en, vender og gentager proceduren i modsat retning.
8.00 Anden meditation
Jeg stirrer på væggen med mine halvt lukkede øjne, fokuserer på en knast i træet. Sensei foretrækker, at man mediterer med øjnene halvt lukkede. Det fortalte Jokei, da hun viste mig rundt i går eftermiddags frisk og kåd fra de franske landeveje. Hun har boet på centret i fem år, og hun viste mig venligt, hvordan man hilser korrekt, når man træder ind i zendo’en og sætter sig. Hvordan man holder hænderne lige ud for navlen, når man mediterer. Det er et praktisk anliggende. Hvis hænderne synker længere ned, falder man sammen i ryggen.
Hun viste mig, hvordan knæene helst skal røre gulvet under meditationen. For de er rødderne og fundamentet. Ifølge zen findes Buddha og vores sande natur allerede inde i os og skal blot genfindes eller graves frem. Tanken er, at vi langsomt finder ind til kernen, når vi sidder på den sorte pude og mediterer. I dag har Jokei afløst Joshin Bachoux og er La Demeure’s nuværende leder.
9.00 Anden samou
Vi står i en rundkreds og holder en tepause i den strålende sol, mens sensei Bachoux fortæller. Hun står komfortabelt midt i den franske morgen, klædt i en sort, grov kimono. Hun er i begyndelsen af 50’erne, med tætklippet gråt hår og brune øjne, der virker enorme. Hun studerede zen buddhisme i et afsondret kloster i Japan og startede La Demeure i begyndelsen af 90’erne. Hun rejser meget for at udbrede kendskabet til zen. Lige nu fortæller hun på en blanding af fransk og engelsk om filosofien bag samou, et redskab til at fokusere hverdagens tanker og til at lære at leve mere i nuet. Det er også bydende nødvendigt, at alle tager en tørn med at holde klostret kørende. De 31 Euro per nat alt inklusive rækker ikke langt.
Jocelyne, Michelle og jeg skal sortere en enorm bunke af små grene og kviste og stable det i trækasser. I starten arbejder vi i stilhed, vi lytter til humlebierne, der summer idyllisk i den tidlige sommerluft, og græsset der knitrer grønt. Men spørgsmålene trænger sig på: Hvor kommer du fra? Hvorfor er du her? Og vi bryder sammen og snakker.
Jocelyne er midt i 30’erne, fra Schweiz og har været på centret en uge. Efter den første dag var hun parat til at pakke sit gode tøj og tage hjem. Men Joshin Bachoux overtalte hende til at blive og give klosterlivet en chance. Og lige her og nu er hun glad for, at hun blev. Hun kommer nok ikke tilbage, men de syv dage har givet hende et særligt åndehul med fred til at tænke i nye baner, få kastet alt op i luften og se livet lidt fra oven. I morgen skal hun hjem.
11.30 Frokost
”At spise kan sammenlignes med en dans, hvor hver gestus udføres med præcision og omhyggelig bevidsthed. Man bør hele tiden tænke over hver bevægelse og være bevidst om den. Her skal vi ikke nå noget. Vi skal bare være til i hvert eneste minut. Det er gaven fra La Demeure. Ingen telefoner, ingen møder, ingen presserende ting. Vi skal bare være”, siger Joshin Bachoux. Hun sidder for bordenden og er den eneste, der bruger sin stemme. Bagefter konkurrerer den larmende stilhed med køleskabets sagte summen.
En af de ting som står klart på nethinden fra mit ophold, er en tydeligt irriteret Joshin Bachoux, der næsten vredt tager et fad ud af mine hænder, og jeg forstår, at jeg er meget langt fra at mestre dansen i måltidet, at jeg åbenbart er svært ukoncentreret og befinder mig på et lavt bevidstheds niveau. Hvilket hun formentlig havde ret i.
13.30 Tredje samou
Næste samou, denne gang skal den spartanske sovesal fejes og moppes på helt traditionel vis.
15.00 Tredje meditation
Den tredje zazen er frivillig, og jeg vælger det varme, høje græs uden for, hvor man kan se lige lukt op i himlen. Jeg kan ikke mere. Jeg ser ind i alt det blå. Det er hårdt at være i kloster, hvordan holder de til det? Er det bare en vanesag? Hvorfor skal det hele overhovedet være så fikseret på faste tider? Hvorfor skal dagen absolut starte klokken fem om morgenen? Og hvorfor synger de så meget i Sound of Music, der er jo så godt som ingen sang i et kloster. Men vent – det gør de jo heller ikke. De synger ikke meget i Marias kloster i Østrig, sangen er jo mest uden for murene.
17.00 Aftensmad
Allerede nu virker stilheden i køkkenet overkommelig, næsten naturlig. Vi øser op fra fadene første gang og spiser i tavshed. Sensei giver et tegn, og på samme tid – med en præcision som svanerne i et balletkorps – fylder vi vores tallerkner igen. Måltidet er sat i system, effektivt og gnidningsfrit. Når sensei giver tegn og hilser, er aftenmåltidet slut.
19.00 Fjerde meditation
Cirklen sluttes. Det er igen mørkt til dagens sidste zazen. Jeg holder koncentreret øje med min knast i væggens stilhed og tænker på mit åndedræt. Følger det. I korte øjeblikke er det som om, at tanker, krop – alt forsvinder. Kort. Klokken ringer i mørket. Indtil i morgen tidlig må vi ikke snakke. Overhovedet.
Allerede under middagen indskærpede Joshin Bachoux, at ingen taler efter sidste zazen. Hun er formentlig vant til, at hendes skiftende gæster falder i og undertiden henfalder til snak i løbet af dagen. Men mellem sidste zazen og den ny morgen skal der kun være tavshed.
21.30 Dagen slutter
…lyset slukkes, vi strækker os stille i de tynde senge. Klokken bimler igen i morgen lidt i fem.
Jeg holdt i næsten to hele dage. Men i løbet af dag nummer to opfandt jeg en undskyldning, som ingen troede på, og styrede hastigt min lejebil mod den nærliggende landsby St. Agrève og et patisserie, hvor jeg købte en overflod af croissanter og fransk wienerbrød og franske kager, og satte mig på forsædet med åben bildør, solen bragende ind og et gigantisk sukker-fix foran mig, og tænkte, det var den meget uelegante afslutning på søster Mariannes klostereventyr. Og spekulerede på, om jeg havde taget zen mesterens budskab om at spise, når man var sulten, lidt for bogstaveligt.
År senere stod jeg på en kold og frysende europæisk togstation, hvor en slidt hjemløs mand stoppede en katolsk nonne i fuldt ornat midt i al travlheden. Han havde et eller andet problem, som han bad hende om hjælp til at løse, og jeg betragtede dem, mens de snakkede sammen, og tænkte: Det er en værdig og usentimental samtale. Jeg har svært ved at beskrive det præcist, nogle engelske udtryk rummer flere nuancer på en eller anden måde, men det var som om, at de skabte et særligt rum omkring sig, hvor der var både mere plads og tid til at vise medmenneskelighed og tilgivelse.
De delte en fælles forståelse af, hvordan verden kan opføre sig, hvis man lander på bunden af samfundet. De kendte vores mindre flatterende sider og vidste, hvor lidt overskud der kan være til at favne det, der er anderledes. Hvor lidt generøsitet og hvor meget maskeret ringeagt og hovmod man kan møde fra ellers venlige mennesker. Og deres korte ordveksling på den travle station satte min egen flirt med kloster-eventyret i perspektiv, og jeg forstod måske endelig Joshin Bachoux’s frustration, da hun i sin tid tog det fad ud af mine hænder.