Blog

Den smukkeste drøm, et land, Myanmar (jeg kan ikke læse præcist, hvad der står i drømmen, men navnet minder om Myanmar). Jeg er med en bus, en mand gav mig en stor knoldfrugt, som han sagde var en ost. Den var grøn. Han lagde stykker forsigtigt i mine hænder. Han fortalte mig, hvor jeg skulle stå af. Sammen med smukke lyshårede kvinder stod han af samtidigt. Han havde selv langt lyst hår.

Jeg fandt templet, jeg ledte efter. Fandt en seng. Jeg havde sengetøj med, lidt underlige dyner og puder. I bussen havde jeg samlet kameraet, et stort et, som jeg havde lånt. Jeg tog billeder. Jeg var. Det var Utopia. Freden spredte sig i hele kroppen. Han blev ved med at spøge. Manden fra bussen. Jeg tænkte, det er ok, hvis han har flere kvinder, det ville ikke genere mig. Jeg var mildt forundret over, at jeg accepterede dette new-wave-agtige univers.

Jeg sov der. Der var andre. Jeg gik rundt og fotograferede. Der var så smukt. Og fredfyldt.

Nu er jeg i et kontormiljø. Jeg samler kameraet igen. Det er Thierrys. Jeg mangler boksen og noget andet til det. Jeg har dårlig samvittighed, men tænker: sådan må det være. Det er måske på bussen, men jeg kan ikke gøre noget.

En mand kommer forbi. Han minder om den der vejleder fra CBS, han kommer for at læse blade. Jeg giver ham dem, jeg var i færd med at læse. Det er en del af hans rutine. Jeg finder et andet sted at sidde, som jeg plejede, når jeg rykkede rundt på arbejdet for at skabe variation. Jeg læser, men jeg har sat mig lige foran en person, undskylder og flytter…

Jeg er nu lidt tilbage ved templet. Kontormiljøet fader langsomt over i templet. Jeg går mod nogle trapper, hvor jeg kan sidde og kigge ud over dalen. Min bror går forbi. Jeg så ham før i kontormiljøet, hvor han var blevet mere cool. Han prøvede at imponere dem, han sad over for: Jeg er så et-eller-andet-fantastisk, men de var ligeglade, og han stoppede. Nu går han forbi med en mand i hånden. Han siger: Og jeg er sammen med en danser.

Jeg er tilbage på det smukke sted. Jeg finder et tomt hus. Det er et hostel med numre på dørene. Der er nogle andre. Amerikanere. Jeg går på toilettet og alt virker og fungerer. (Åh – de der mærkelige toiletdrømme).

Jeg går ud, går rundt. Der er forretninger. De har mange varer, når man tænker på, at det er et meget fattigt land. Jeg sætter mig. Over for mig stirrer en smuk lyshåret pige på omkring 10 år på en labyrint af jord foran hende. Jeg kan ikke se, hvad hun laver, men så kommer der en stor tyk lodden larve ud, og hun fanger den delikat. (Det må være mine forsøg med sommerfuglelarver og labyrinter lavet af små søm på Lolland). Så kommer der et lille bitte gråt dyr, og hun fanger det også. Jeg smiler. Jeg har accepteret, at jeg måske bare vil være en af mange kvinder i hans liv. Det er ok. Og jeg går ud for at finde ham, der hvor han bor.