En grøn Bedford bus langt fra Danmark med charmerende modeller alle med hovedbeklædning.

ENKELTBILLET TIL DELHI

1978, 5. sal i Guldbergsgade. Jeg pakker. Annette har lige hentet mig, fordi Wolfgang er i røret. Jeg har ikke telefon, så han ringer altid til min underbo Annette. I morgen flyver jeg til New Delhi. Det gør jeg, fordi jeg skal møde tre af mine venner, som for måneder siden tog på en vaskeægte hippie-tur fra København til Indien og Nepal over land med en gammel grøn Bedford bus, ombygget og indrettet til rejsen. De var syv på bussen. Mine tre venner, to af deres venner og to amerikanere. Jeg kunne ikke tage med, da de forlod København, men nu kan jeg og har planer om at møde dem derude et eller andet sted.

Der er bare det, at vi ikke har fået et eneste brev fra dem de seneste par måneder. Intet. Jeg håbede til det sidste, men nej. Jeg har besluttet at tage af sted alligevel fuldt overbevist om, at jeg nok skal finde dem blandt Indiens omkring 600 millioner indbyggere, og jeg har kun købt en enkeltbillet til New Delhi.

Wolfgang – min tyske nu eks-kæreste som jeg mødte, da hans kor fra Hamborg var oppe og synge med vores kor fra Rødovre Statsskole – er i røret. Sidste chance for at fortælle mig, at han vil med til Asien.

I stedet siger han: Du skal komme til Hamborg nu. Hvis du ikke kommer med det samme, begår jeg selvmord. Jeg læser til tandlæge, jeg ved, hvad der skal til, jeg ved hvor mange piller, der skal til, og jeg har dem. Du skal komme med det samme.

Det er noget af en mundfuld. Men heldigvis er jeg meget ung og kan slet ikke tage det der med døden alvorligt og heller ikke Wolfgangs forsøg på at afpresse mig. Så da vi endelig bliver færdig med vores hysteriske samtale, ringer jeg til hans søster og siger, at hun skal tage hen til ham. Jeg har mødt Wolfgang mange gange senere, og han nægter, at han nogensinde skulle have truet med selvmord.

Næste dag starter mit eventyr i Kastrup og mange timer senere, bliver jeg spyttet ud i New Delhi, går gennem paskontrollen, går gennem tolden, går gennem ankomsthallen og åbner dørene ud til Indien.

Så langt øjet rækker står tynde brune letpåklædte mænd klinet tæt sammen i en flimrende sol. Det er fugtigt og meget meget varmt, og de råber alle sammen og slår og vifter med deres arme, mens de skriger med opspilede øjne: kuli, kuli. Det er til mig, de råber. De kæmper om min opmærksomhed, jeg skal vælge en af dem.

Jeg bare står og ser på dem. Så lukker jeg døren igen og går ind og sætter mig på en bænk. Jeg tror, jeg har taget munden for fuld. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme videre eller ind til Delhi. Jeg har ikke navnet på et hotel. Jeg har ingen guide-bog. Jeg føler mig meget alene og på herrens mark. Jeg sidder og sidder. Og tænker. Der er ikke andet for end at købe en billet tilbage til København.

Og lige da kommer mine redningsmænd slentrende forbi. De er – viser det sig senere – to smuglere og har været i Indien mange gange. Den ene er specialiseret i kokain og den anden i hash. Deres bagage var ikke kommet med, så de kom senere ud end os andre, og de ved, hvordan man skal gebærde sig og tager mig under deres vinger. Jeg tager med den ene – en tysker, ham med hashen – og bliver indlogeret på et lille hotel. Jeg er endelig ankommet.

Og jeg lærer noget om det kaos, der er New Delhi. Om aftenen går vi tur, og på en bro griber en ældre afpillet mand fat i rækværket, sætter sig ned og forretter sit nødtørft. Jeg kan kun stirre. Sådan gør man ikke i København. De gør sig åbenbart heller ikke i underbukser. Jeg er konstant ved at blive kørt ned af den vanvittige mængde af kaotisk trafik, og den fugtige luft er tung af fremmedhed.

Min tysker er kun 21 år, men har allerede rejst overland til Indien tre gange. Han tog på tommelfingeren en af de gange og blev taget til fange af en flok indiske mænd, der voldtog ham gennem en hel nat. De frarøvede ham alt, og ingen ville hjælpe ham bagefter, fordi han var en hvid mand, og hvide mænd har per definition masser af penge i den del af verden. Det var langt ude på landet, langt fra alting, så måske kunne de bare ikke hjælpe. 

Et par dage senere tager jeg og tyskeren til Agra. Det er der, Taj Mahal ligger. Om søndagen tager vi til paladset og ser Taj Mahal badet i lyset fra fuldmånen. Jeg tror, det er det smukkeste, jeg havde set nogensinde.

Næste dag tager vi en taxa til Det Røde Fort, en anden af Agras turistattraktioner, og kører af en vej med store skyggefulde træer, og lige der – lige foran mine forbavsede øjne – står den grønne bus fra Danmark parkeret under træerne i venstre side af vejen. En dansk nål i en enorm indisk høstak.

Jeg løber ind i bussen og vækker dem alle sammen. De var på vej til Delhi, men tabte et bræt af en art, og da de nu alligevel var holdt ind til siden, besluttede de sig for at tage en eftermiddagslur. Sådan. 

Vi har aftalt at mødes i Delhi omkring den 17. maj og kører mod Pakistan, Afghanistan og Iran og til Europa sammen.

Skriv et svar

Luk menu