Blog
Torpe-gården, Lolland: Min mor havde tuberkulose, da jeg blev født, og kom straks i seks måneders karantæne i en seng på Militærhospitalet, som det hed dengang. Så mine bedsteforældre anbragte mig på bagsædet i deres bil, og vi kørte til Torpe langt nede på Lolland, hvor de boede på en trelænget gård, der var hvidkalket. Seks måneder senere kørte de mig til Nordborg til min mor og far, der skulle starte deres lykkelige familieliv i Danfoss’ skygge. Men der gik ikke længe, før de igen var tilbage på Als, igen anbragte mig på bagsædet og kørte tilbage til Torpe-gården, hvor jeg blev de næste fem år, mens min mor tog til København for at arbejde. Måske har al den frem og tilbage og skiften rundt tidligt givet mig en naturlig lyst til at se resten af verden? Gjort forandring til det nye sort? Forstærket et slumrende rejse-gen? Min mor og hendes to søstre voksede op på Torpe-gården, men nu var det mit domæne, mine enemærker, fyldt med mystik. På loftet stod tiden sært stille, lyde blev væk, og på en sommerdag flimrede støvet dovent i solstrålerne. Der var gamle skabe med spændende ting og tøj, man kunne klæde sig ud i. Der var luskede områder, man ikke måtte træde på, for så risikerede man at ryge igennem brædderne og lige ned i spisestuen. Mange smalle værelser og forladte senge til de piger og karle, der engang arbejdede på gården. I de tomme båse i stalden kunne man med lidt god vilje høre grynten og raslen af halm fra hedengangne grise og køer og heste. Så var der haven på størrelse med en halv fodboldbane. Alt var et eventyr, der skulle udforskes. Da jeg flyttede til Nørrebro, blev jeg et arbejderbarn fra landet. Utilpasset og lidt til en side. Da jeg år senere fik min egen lejlighed også på Nørrebro, inviterede jeg naturligvis postbuddet ind til kaffe. Jeg låste heller ikke døren.
Nørrebro, København: Åboulevarden 34 E i slutningen af 50’erne. Vel nok datidens slum. Familien på landet gyste så inderligt, når man fortalte, at man boede på Nørrebro, og hvis de havde kendt til ordet, havde de tænkt ghetto-liste. Helt sikkert ghetto-liste. Her ankom jeg, da jeg forlod Torpe-gården, den store himmel og de åbne marker. Til min gravide mor, der nu var gift med sin anden mand. Her mødte jeg Torben, min første kæreste. Jeg husker ikke så meget af det. Men dog noget med at finde toiletterne i den mørke gård, når man skulle tisse sent. Dengang var et kamera ikke hver-mands-eje, så gadefotografer gik rundt i byen, tog billeder af arbejderklassens håbefulde børn og solgte dem til de mere eller mindre stolte forældre. I 1961 flyttede vi til lys og luft og nye rødstensbygninger i Valby med eget bad og toilet. Vi fra arbejderklassen var blevet løftet ud af slummet.
Pakhuset Camelia i Pisserenden: Lige efter 3. g købte jeg min første andelslejlighed i Peter Fabersgade og begyndte straks at lede efter et fuldtidsjob, så jeg kunne betale af på min gæld. Janus i Teglgårdsstræde – de solgte hippie-tøj og afghanerpelse og tekander og krus og røgelsespinde og buddhaer og tæpper og små ting i bronze og meget meget mere – søgte en ekspeditrice til pakhuset Camelia, den del af biksen der solgte alle de mange spændende ting fra den store verden. På interview-dagen stillede jeg mig bag i køen, der gik hele vejen rundt om hjørnet og op ad de skæve trapper til 2. sal, men jeg fik jobbet og kom til at arbejde sammen med Marianne, der vendte op og ned på min verden. Hun havde boet i Pakistan, og i hendes familie var der malere og forfattere og skuespillere, og i vores meget lange frokostpauser slæbte hun mig rundt på museer og gallerier i den indre by, fik mig introduceret til balletten på de billige pladser højt oppe på galleriet i Det Kongelige Teater. Hver dag var en fest. Jeg fik et glimt af en ny verden lige midt i København. I Peter Fabersgade levede jeg et gennemsnitsliv i en toværelses lejlighed, fyldt til sidste centimeter med det obligatoriske assortiment af sofa og sofabord og spisebord og spisestole og en bogreol. Men begravet et sted i mit hjerte levede håbet, at tilværelsen gemte på andre overraskelser. Det havde jeg selv læst om i bøgerne, der ganske vist ikke fyldte så meget i mit barndomshjem, men samme øjeblik Lykkebo skole lærte mig at læse, strøg jeg ned på Vigerslev bibliotek og slugte alle ungdomsbøgerne fra en ende af. Fuldstændig ukritisk. Derefter gik jeg i gang med voksenbøgerne på må og få blandt andet Portnoys Genvordigheder, der var fyldt af hemmeligheder, jeg ikke helt forstod. Men bøgerne var også proppet med følelser, drama og interessante spørgsmål fra verdener langt væk fra Valby, og de gav mig en tyrkertro på, at livet var rigt og skulle leves.
Eventyret i Hamburg: Jeg vidste ikke helt, hvad der ventede mig. Jeg var stået på toget meget tidligt en snevejrsdag i København for at tage til Hamborg og besøge Wolfgang, som jeg havde mødt et par måneder i forvejen, da hans kor og mit kor sammen sang Carmina Burana i København. Jeg havde fortalt min kæreste en eller anden historie, der kunne forklare mit fravær hele dagen og aftenen med, og min veninde Marianne fulgte mig til toget, mens sneen stille lagde sig over byen. I den anden ende stod Wolfgang og havde forberedt en romantisk dag i kultur-bomben Hamborg. Det var første gang. Siden valfartede jeg dertil, hungrende efter kultur og eventyr og romantik. Når han ikke studerede, arbejdede Wolfgang i statist-koret på Hamborgs opera, og hver gang jeg var i byen, fik jeg gratis billetter til de bedste sæder, og alt hvad huset kunne tilbyde af opera og ballet. Lucia di Lammermoor var min første opera. Jeg var ret imponeret og fascineret af sceneindgangen, hvor jeg skiltes fra Wolfgang, når han skulle på arbejde, og jeg havde billet til forestillingen. Det var som at vælte sig rundt i et overflødighedshorn, og jeg fik vinger, mens jeg lærte om den kulturelle rigdom, der vist er en helt almindelig del af hverdagen i et stort europæisk land.
Shadetree, staten Louisiana: Når man kommer til Shadetree, forsvinder alt andet, og man træder ind i en af de smukkeste oaser i hele verden. Intet mindre. Min ven Kenwood har over mange år skabt et poetisk åndehul på sine 4 acres jord, hvor cypres-træerne står som maleriske giganter overalt på den bakkede, grønne grund. Hvor vildtvoksende natur blander sig ultra-harmonisk med plejet og velpasset have. Shadetree ligger i St. Francisville, en smuk lille historisk by i staten Louisiana. I Kenwoods have blomstrer magnolia og kamelia i sæsonen, de amerikanske egern pusler ivrigt omkring deres foderhuse, kolibrierne summer, og dyr kommer trippende på deres lange ben i den bløde aftenskumring. Man kan ligge i hængekøjen og nyde det hele, mens verden passerer forbi et andet sted. Der kan gå timer med at svinge stille frem og tilbage, frem og tilbage. Men det gør jo egentlig ikke så meget.
Dahab, Ægyptent: En sommer planlagde jeg og min kæreste en rejse til Det Røde Hav for at tage et dykkercertifikat. Men inden vi nåede så langt, smed jeg ham ud. Han havde problemer med alkohol og blev faktisk voldelig. Det sker i de bedste familier. Men jeg tænkte, jeg vil da egentlig gerne have det der dykkerbevis og fløj alene til Sharm el Sheik. En uge senere stod jeg med mit første dykkerbevis i hånden. Tre år senere var jeg igen tilbage i Sinai for at tage de nødvendige licenser, så jeg også kunne arbejde i faget. Denne gang i den lille hippie-by Dahab. Jeg havde revet en måned ud af kalenderen og kæmpede mig igennem alle de øvelser, der skulle gøre mig til en rigtig dive-master. For eksempel, mens du er på fire-fem meters dybde, tag dit dykkerudstyr af – vest med flaske, blybælte, finner og maske – byt det med din makkers imens du body-breather, dvs. skiftes til at bruge den samme regulator. Dahab er kendt for nemme dyk direkte fra stranden men også for Blue Hole & The Arch, som er en af verdens farligste af slagsen. Blue Hole er et 100 meter dybt krater i klippeformationen og The Arch en smuk næsten kirkeagtig hvælving, der starter omkring 56 meter nede i krateret og fortsætter til bunden. Hvælvingen er en perfekt bue med lokkende blåt lys og er indgangen til en 26 meter lang tunnel, der går fra indersiden af krateret og ud til det åbne hav. Mange af branchens unge mænd anser det for et must at dykke Blue Hole og gå igennem The Arch, men mange af dem dør dernede i dybet. De bliver desorienterede på dybden, eller de går i panik, når de kommer ind i tunnelen. Eller de får oxygen-toxicity, hvor den korte forklaring er, at det store tryk langt nede ændrer blandingsforholdet i almindelig luft, og går man dybere end 56 meter, kan man blive forgiftet af for meget ilt. Men det er et fantastisk smukt dyk, der oftest foregår ukristeligt tidligt om morgenen, så ingen opdager, at man går ned til The Arch og svømmer igennem og ud til havet. Da jeg dykkede det, mødte vi to hajer, der lå en 20 meter under os og var på vej gennem tunnelen fra det åbne hav og ind i Blue Hole.
Brev fra Alto Molócue i Mozambique: Alto Molócue ligger på toppen af en høj. Det kan ikke kaldes et bjerg, men fordi byen ligger eleveret, er der en vidunderlig udsigt over en dal, hvor lerklinede hytter med tage af langt tørret græs ligger spredt på må og få. Om aftenen kan man høre raslen og stemmer og lugte røgen fra bålene rundt omkring. Meget idyllerisk. Byen er så lille, at de få gange jeg går på markedet, går alting i stå, og folk kigger – eller rettere nidstirrer mig. På den Mozambiquanske frihedsdag kørte vi – Karen, hendes kæreste Vitor og mig – lykkeligt på sightseeing for at se på landskabet, på mennesker, og hvad der nu kunne ses på. Vi kom blandt andet til en fjern lille landsby, hvor alle indbyggerne var forsamlet foran skolen. Der må have været 4-500 mennesker, som alle sammen styrtede mod bilen og hvinede og skreg i komplet fryd over os mærkelige væsener. De omringede bilen og brød totalt sammen i latter over vittigheder, eller hvad det nu var, de fortalte hinanden. Det var overvældende. Det er ikke så længe siden, at borgerkrigen sluttede, så der er ikke så mange hvide mennesker i landet og generelt ikke så meget af noget. Vejene er et af de helt store samtaleemner her i den nordlige del af Mozambique. Antallet af huller, hvor lang tid en køretur tager, og hvor langt ned i fart man skal. Nogle af de røde jordveje er simpelthen ubeskrivelige. Det er som at køre i radiobiler. Man svinger rundt om huller, frem og tilbage over vejen, ned i hullerne og klatrer op igen – og det gør man i timevis. Jeg tog en uge nordpå til den lille by Pemba, hvor jeg gik ned til havnen for at finde noget dykning og rendte ind i et par sydafrikanere, der passede en båd – et kæmpe luksusdrøn – for nogle meget rige landsmænd. Det må siges at være mit held, eftersom der ellers ikke var nogen dykkeraktivitet i byen. Men de var rigeligt forsynet med både kompressor, flasker og vægte. Så jeg kom ud at dykke et par gange og med på nogle formidable fisketure, hvor de fangede et par tun på omkring halvanden meter.
En cleaning station på Maldiverne: Det er mig i nederste venstre hjørne af billedet, der dokumenterer en af de mest fantastiske oplevelser, havet kan byde på. Det er taget på Maldiverne af en af mine meddykkere, og jeg vender hele kroppen mod en Manta Ray, der yndefuldt og tøvende nærmest svæver hen imod mig i slow motion. Den har retning mod en af havets mange cleaning stations, hvor små fisk renser parasitter og andet skidt fra større fisk.
Alchimia i Firenze: Et absolut lavpunkt i mit liv, der mirakuløst blev forvandlet til en stor oplevelse. Jeg havde sagt mit vellønnede job op på grund af stress, min kæreste gennem otte år havde forladt mig til fordel for en yngre model, livet var ikke så særlig fantastisk. Jeg besluttede at fordybe mig i min hobby – at lave smykker – og blev optaget på en lille eksklusiv skole i Firenze. Med 80.000 kr. årligt i tuition syntes jeg nok, det var pebret men tænkte, jeg kan altid prøve et halvt års tid, og fungerer det ikke, tager jeg bare tilbage til København og søger mig et kommunikationsjob. To år senere talte jeg en smule italiensk og stod med et bevis på, at jeg havde gennemført ”i corsi di Gioielleria Avanzato 2 e Gioielleria Specializzazione 3.” Skolen var fantastisk, det var en oplevelse at bo i Firenze, og når jeg læste om særlige gennembrud inden for kunstverdenen, som da man fandt ud af at bruge perspektiv i malerkunsten, kunne jeg gå på det lokale Uffizi, hvor det omtalte maleri formentlig hang i et af gallerierne. Mine meget unge studiekammerater var en total fornøjelse, og skolens fokus på at eksperimentere med alskens materialer passede mit temperament fortrinligt. Billedet er en broche, jeg fik optaget i en bogudgivelse, og er lavet af smeltede og polerede Vespa-dele.
Idar-Oberstein, midt i Tyskland: Idar-Oberstein er en grim lille by ikke så langt fra Frankfurt. Den er kendt for sin omfattende smykkeindustri og ligger ved floden Nahe. Straks tænker man idyl, træer der spejler deres forårs-løv i flodens vand, men nej. Som den eneste by langs Nahe valgte Idar-Oberstein i sin tid at skjule floden under tons af cement og byggede i stedet en motorvej hen over idyllen. Engang væltede byen sig i penge. Man kan se det på de store herskabelige huse langs Hauptstrasse. Men det var engang. Nu er byen nedslidt og forloren og forladt. Men jeg var taknemmelig, da jeg ankom, fordi jeg skulle starte en master-uddannelse inden for smykkekunst på den lokale Fachhochschule. I min høje alder. Jeg delte en lejlighed med fire andre studerende fra skolen. Da Anne holdt sin fødselsdag, inviterede hun alle fra skolen til spisning kl. syv – der var ikke så mange klasser – og alle skulle tage et eller andet med til middagen. Lidt før otte ankom den første gæst med en pose chips, og så gik det slag i slag hen over aftenen, til der var fuldt hus og et mærkeligt udvalg af spiselige ting. Det var en pragtfuld fest. Byen var én ting, men skolen udgjorde et endnu større problem. Jeg troede i min naivitet, at mit fantastiske liv fra Firenze ville fortsætte – bare på tysk. Men nej. Skolelederen var smålig, og det spredte sig som grumsede ringe i vandet ud til hver krog af skolen. Jeg endte med at valfarte til Ryanairs hub-lufthavn ikke så langt fra Idar-Oberstein, for lige at smutte fem dage til Marrakech, eller til Bilbao for at se Guggenheim-museet, eller besøge venner i Firenze. Tredje semester stak jeg af til USA, og i 4. semester trådte jeg vande med sammenbidte kæber, til jeg stod med mit bevis i hånden.
Red Light Design, Amsterdam: Jeg ansøgte og fik tre ugers ophold som Artist in Residence i Amsterdam. Det var et projekt, Ted Noten – en kendt hollandsk smykkekunstner – startede i forbindelse med et større projekt, hvor byen Amsterdam prøvede at gøre noget ved det blakkede omdømme i byens Red Light District. Man gav designere og kunstnere mulighed for at leje lokaler billigt, så de kunne indrette workshops side om side med de eksisterende bordeller. Ted Noten indrettede sit tidligere bordel med et værelse til en besøgende Artist in Residence, og han producerede og solgte design-ringe fra en gammeldags salgsautomat ved siden af indgangsdøren. Han ansatte en italiener, der hed Carlo, men som kaldte sig Al Billovich, og han stod for at tage billige og kedelige industrielle ringe og dyppe dem i en særlig smuk rød lak, der gav dem en design-aura og en speciel cool og eksotisk finish. Al fortalte, hvordan han i starten vandrede lidt småflov omkring i kvarteret, fordi han mod sin politisk korrekte vilje blev påvirket og opstemt af de mange kvinder i vinduerne. Jeg havde ligesom ikke de problemer og cyklede Amsterdam tynd og tænkte på, hvor inspirerende livet kunne være, når bare man ikke var i Idar-Oberstein.
New Paltz, staten New York: Om lørdagen kunne jeg tage den første bus ind til byen, og byen var selvfølgelig New York. Jeg kunne rende forpustet rundt i gaderne og tage den sene bus tilbage til New Paltz, der lå 130 km nordpå. Jeg følte mig enorm kosmopolitisk, når jeg sad i mørket af en Trailways bus og kørte hjem til State University of New York – SUNY. Det var en drøm, der gik i opfyldelse. At tilbringe et semester på et amerikansk universitet. Jeg var flygtet fra Idar-Oberstein og min masteruddannelse i smykkekunst og havde fået et udvekslingsophold på SUNY. Billedet er fra den månedlige crit, hvor studerende præsenterer nye værker og får kritik fra lærere og medstuderende. Et særligt indslag, når man går på en kunstskole. Og ofte en hændervridende våd affære med mange tårer, hvor man står alene, forsvarsløs, sårbar, afklædt, på kanten til fortvivlelse, håbefuld, bævrende, når ens nye arbejder møder virkeligheden for første gang.