Blog
BREVE FRA BJARNE #3
Bjarne var et generøst menneske med en lidt sort og politisk ukorrekt stil, og man kunne altid være ret sikker på at blive overrasket. Han er ikke mere, og jeg mistede desværre forbindelsen, da han blev gift og fik børn, og jeg fik travlt med alt muligt andet i livet. (Selvportræt af Bjarne Hermansen).
Glostrup 2. marts 1976
Kæreste Marianne
Jeg synes altid, det er mig, der skriver fra Glostrup og dig, der skriver fra alle mulige spændende steder i verden, og man kan godt blive lidt misundelig engang imellem.
Hvorfor får jeg aldrig lov til at stå på en øde landevej et sted i Smålandshavet og få elektrisk stød på en gammel mølædt motorcykel? Uretfærdigt.
Du kunne godt have sparet dig at skrive Wolfgangs adresse, for den havde jeg allerede i forvejen – kan du ikke huske, du fik mig til at ringe til Christine efter den…(her høres en gnækkende latter) he he)).
Jeg kan ikke lide, du giver mig den her mulighed for ikke at sende de penge, du skal bruge for at komme til England. Selvfølgelig skal du til England, mand! Det manglede bare. Men når du skriver, at det kun skal være, hvis jeg har penge endnu, så får jeg de her selviske tvangstanker, du ved. Hvis jeg nu siger, jeg ikke har flere penge, fordi jeg skal købe en bil på et tidspunkt, så kommer du ikke til England (jeg føler gyset fra magtens sødme), og så kommer du nok hurtigere tilbage til København, og så har jeg igen nogen at påtvinge beretningerne om alle mine frustrationer. Det var virkeligt svræt (stavefejl utilsigtet), men beslutningen er nu ikke så overraskende for mig, for jeg vidste godt, at det bare er det sædvanlige selvudslettende ævl, som du altid af en eller anden grund fyrer af på mig. Hvis jeg er flad, så kan jeg bare glemme det. Du burde efterhånden have fundet ud af, (og det har du også), at selv om jeg var flad, så skulle jeg nok have sendt penge alligevel – alene omtalen af en tur til England. Jeg husker tydeligt de to gange, jeg selv har været derovre, og det er bare skønt. Ganske vist var jeg ikke så gammel, og mit eneste udbytte var de stakkevis af tegneserier, jeg slæbte med hjem, men det var England og jeg elsker det bare…
I aftes holdt vi en korprøve med orkester på. Meget svære rytmer, der hele tiden går mod hinanden, og dirigenterne virker ikke for professionelle nogen af dem. Men efterhånden blev det meget hæderligt, og vi skal nok nå at få Missa Creolis op at stå…
Det er lørdag, vi skal indspille denne her plade. Fest hos Jens bagefter. Så klager underboen sikkert. Tsk, tsk…
Hav det nu rart, ikke – og bare skriv, hvis du mangler noget (også alligevel), og som det hedder i sangen, I’ll come running.
De allerkærligste hilsner fra allerhengivnesteske ven, Bjarne