20. april 1976
Kæreste Marianne
Der er en amerikansk sang, der lyder noget i retning af “I’m gonna write myself a letter and make believe it came from you”, men nu er det der med at kommunikere direkte ved brevveksling måske lidt gammeldags, så jeg tænkte, at jeg kunne tage mig selv med i biografen og forestille mig, at det var dig, jeg havde med.
Det begyndte slet ikke så dårligt. Jeg konverserede afvekslende i bilen på vej derind, låste dørene i begge sider, købte to billetter og gik ind.
Vi satte os, og når nogen skulle forbi, rejste jeg mig og løftede begge sæderne. Jeg sagde, at her på tolvte række havde jeg fundet ud af, at det var den helt rigtige afstand at sidde i til et lærred af den størrelse, og du (altså jeg i den anden rolle) svarede, at du så mere på, hvad pladserne kostede.
Du kom med en enkelt kommentar til en af reklamerne, jeg kan ikke huske hvad for en, og forsøgte at fortælle om en anden, jeg have set engang, mens en dame på rækken bagved blev ved med at tysse på os.
Jeg frydede mig lidt, da du greb fat i mit ærme første gang hajen kom op til overfladen – jeg havde selvfølgelig set filmen før og sad bare og ventede…
Vi klarede det meget godt, det med at være os begge to, selv om vi kun var én, men hen mod slutningen af filmen sad jeg stille og indesluttet med kvalme.
Sådan går det, når man går for meget op i rollen. Jeg skulle nok ikke have sagt ja, da jeg spurgte dig, om vi skulle have flere popkorn. Har du nogen sinde prøvet på halvanden time at æde fire poser popkorn, to poser saltlakrids (ægte), to dobbelte guldbarrer med nødder, to champagnebrus og to Bounty’er, en af hver slags, du ville prøve den røde, mens jeg tog den blå…
Da vi kom til bilen, priste jeg mig lykkelig for, at du er holdt op med at ryge. Du er da holdt op med at ryge, ikke?
I det hele taget er du et noget anstrengende selskab at være i biografen med, så det varer lidt, før jeg tager dig med igen.
Bjarne