Blog
SCARY ØJEBLIKKE
2. januar 1997, den første grå torsdag i det nye år gik jeg fra Guldbergsgade ud til mit arbejde på Christianshavn. Jeg er i fuldt trav på fortovet ved Kongens Nytorv og kigger tilbage mod lyskrydset. Der er grønt for fodgængere, og jeg går ud ved en parkeret bil, der blokerer mit udsyn, og ud på vejen for at komme over på den anden side – og vader lige ud foran en accelererende bil. Jeg rammer kølerhjelmen, bliver kastet som en bold op i luften og ramler hårdt ned i asfalten på den venstre vejbane. Jeg er sindssyg heldig, vejbanen er tom, ingen modkørende trafik.
Jeg ligger på asfalten og mærker efter i den kølige morgenluft. Der er vist ikke rigtig sket noget. Folk kommer løbende, og det varer ikke længe, før jeg kan høre en ambulance. Jeg skal ud og køre i ambulance, tænker jeg. Det har jeg aldrig prøvet før.
Det var et dobbelt lyskryds, viste det sig. Og den del, der var gemt bag den parkerede bil, var rødt for fodgængere. Jeg ved ikke, hvad alle andre så den morgen, men da jeg ramte kølerhjelmen, greb min morfar mig i sine arme og holdt mig fast, mens min lange uldne grønne konsulentfrakke hvirvlede rundt af sig selv i luften. Da den tomme frakke landede på asfalten i den venstre vejbane, anbragte han mig hurtigt og nænsomt inden i den igen. Han var kommet på et hurtigt besøg i min verden helt fra den anden side af floden Styx.
Efter et check på Riget blev jeg sendt hjem og sad til den månedlige fællesmiddag i vores opgang med gadesnavs og asfalt på hænder og ansigt og pupiller så store som tekopper af bare chok, mens jeg smilede enfoldigt, fraværende og imødekommende på én gang.
Den dag hører med i min eksklusive samling af scary øjeblikke, som ikke ubetinget er dårlige momenter, i og med at jeg er sluppet helskindet fra dem, og at de formår at forlene livet med en vis sødme. Der er noget yin og yang over det. Ligesom når man har været på Roskildefestival i tre dage og kommer hjem med hver hudpore fyldt med festivalsnavs og gammelt sved. Når man står under bruseren, er det næsten som en førstegangsoplevelse, det første brusebad i hele verdenshistorien.
Jeg har stået alene på øde landeveje i Zimbabwe og i Mozambique med 25 kg dykkerudstyr og min tommelfinger strittende, mens jeg ventede på et lift. Det var næsten altid ekstremt underholdende, men i Mozambique blev jeg flov, da en bil fuld af lattermilde skolelærere tilbød at betale for min busbillet, når de satte mig af. Det var svært at forklare denne første-verdens fascination med at tage på tommelfingeren for at møde mennesker; at jeg rent faktisk ikke gjorde det for at spare de to-en-halv krone på billetten.
Som afslutning på en tre-måneders rejse i Sydøstasien tilbragte jeg tre nætter på en strand på Koh Samet i Thailand og sov alene i min sovepose i de lune tropenætter. Det var ikke fordi, jeg ikke havde råd til et hotel, men jeg var betaget af friheden til at falde i søvn under stjernerne med havet brusende i baggrunden. Der var sikkert også en lille tryg flirt med grænsesøgning.
Der er alle de gange, hvor jeg er stået op klokken fire om morgenen i obskure små afrikanske og asiatiske byer for at nå en tidlig bus til et andet sted. Det kan være ret skræmmende i al sin enkelhed, når man med blikket rettet stift fremad prøver at undgå at komme til at se ind i foruroligende skygger, der klæber sig til tavse huse. Man skulle nødig gå i panik og falde fra hinanden der midt på vejen.
I Palau var jeg på en dykkerbåd, der blev fanget på åbent hav i en tropisk storm. En arrogant dykkerkaptajn overhørte alle advarsler om dårligt vejr, og vi blev fanget uden for den beskyttende lagune i et rasende helvede, hvor himmel og hav stod i et og kastede båden rundt. Den eneste vej i sikkerhed var over et koralrev, der lå så tæt på havoverfladen, at der ikke var tilstrækkeligt med vand til båden. Kaptajnen gassede op, satte fuld fart fremad og skøjtede bogstaveligt talt hen over revet. Og vi var heldige. Vi kom i sikkert ly inde i lagunen.
Så er det, at man lover de gamle guder og de nye, at man for altid og resten af livet vil være et godt og meget meget tilfreds menneske. Hvilket man glemmer ret hurtigt igen.
En oplevelse adskiller sig fra alle andre, og jeg ved ikke helt hvorfor. Når jeg prøver at indkredse det, svæver forklaringen altid lige uden for min rækkevidde. Var det første gang, at det gik op for mig, at jeg var sårbar ligesom alle andre? At jeg kunne blive skadet? At jeg kunne dø? At der var situationer, hvor jeg kom til kort?
På det tidspunkt boede jeg i staten Louisiana i et rustikt træhus uden vand og varme på et magisk sted med en smuk udsigt direkte til Mississippi-floden. En af mine venner ejede Como, et gammelt malerisk mansion der lå langt langt ude i skoven. For år tilbage havde han og en gruppe venner købt Como og lavet en alternativ ”commune”, som så mange gjorde i 70’erne. Men eksperimentet overlevede ikke tidens tand, og min ven havde købt de andres andel.
Der var selve hovedhuset med store smukke rum, en romantisk atmosfære og et lettere afskallet look. Der var et nyt stort fritstående køkken i nybyggerstil med wrap-around terrasse, langbord til mange mennesker og vinduer fra gulv til loft hele vejen rundt. En enorm grund med en stor eng ud til floden, ufremkommelig skov kantet med gamle træer behængt med Spansk mos i bedste sydstatsstil, cypresser solidt plantet med deres rødder i stillestående grønt vand og en lille bro, der førte over den lokale bayou, som en å hedder på de kanter.
Nu legede jeg nybygger i det gamle træhus, der tidligere blev brugt som skole, samlede brænde til kaminen, hentede vand oppe i det store hus og nød ellers udsigten og et meget simpelt liv. Jeg syntes, det var vældig eksotisk.
Der var bæltedyr, der puslede i skovens bund, vand der dovent slog op på flodens bred, hvide charmerende hjuldampere der sejlede forbi på vej til New Orleans. Min ven boede sammen med kæresten og hendes børn i det store hus, han stod på vandski med sin hund efter en lille båd, og folk kom på besøg. Fryd og gammen. Så langt så godt.
En sen eftermiddag kom min ven Rob forbi. Det var hans fødselsdag, og han var enormt beruset og påvirket af stoffer. Han fyldte 30, og han var fuldstændig ude af den, fordi han mente, han var en fiasko på alle planer. Han havde ikke opnået nogle af de ting, han ville have ud af livet, og den 30-årige fødselsdag havde taget ham med bukserne nede. Han vidste ikke, hvordan han skulle komme videre, derfor ville han begå selvmord.
Han ville tage sin elskede Volvo Amazon og køre den direkte ud i Mississippi-floden og drukne for altid sammen med den. Hvorfor det lige skulle være her, hvor jeg boede, blev jeg aldrig helt klar over, men jeg kan være yderst tungnem.
Jeg prøvede at tale ham fra det men gav op til sidst og så til, mens han usikkert satte sig ind i bilen, startede og kørte over engen og mod floden.
Men så turde han alligevel ikke. Halvvejs dernede vendte han om og styrede tilbage mod jordvejen, men var åbenbart for påvirket til at ramme hjulsporene og kørte direkte ind et stort solidt træ med et kæmpe brag. Amazonens kølerhjelm sprang op, og jeg sprintede mod bilen, fordi jeg tænkte: så nu bryder den i brand. Det gør bilerne jo altid på film. Jeg flåede bildøren op og hev ham ud fra sædet. Han var uskadt og sad fortumlet på jorden, indtil han havde sundet sig nok til at kunne gå. Der var vist lidt blod. Vi haltede tilbage til mit træhus, og jeg fik sat ham i en stol.
Min ven kom kørende fra det store hus. Braget havde givet genlyd mellem træerne, og han ville checke, hvad der var sket. Han tilbød at tage Rob med op i huset, og det var her, at min dårlige dømmekraft fik lov til at folde sig ud i fuldt flor. Jeg havde fået ind i mit hoved, at når Rob på et tidspunkt blev ædru nok til at kunne tænke igen, ville han blive yderst pinligt berørt over at have involveret fremmede, så jeg ymtede, at det kunne jeg da sagtens klare.
Exit min ven fra det store hus. Det var blevet mørkt og køligt, og jeg fik gang i kaminen, alt imens Rob blev mere og mere mærkelig og insisterende. Og usammenhængende og snakkede mere og mere sort. Og drak endnu mere af en medbragt whisky-flaske.
Jeg begyndte at blive bange. Han var uden for pædagogisk rækkevidde, i sin egen verden meget langt væk, og til sidst kunne jeg ikke klare det mere og sprang op og ud af døren og løb så stærkt jeg kunne for at komme væk. Bare væk. Ham efter. Han løb meget stærkere end mig, indhentede mig hurtigt, låste mine arme i et politigreb bagfra og begyndte at hamre mit hoved ned i jorden. Igen og igen og igen og igen.
Først blev jeg stjernetosset. Hvad bildte han sig ind? Hvad havde han gang i? Men så gik det op for mig, at situationen kunne ende meget skidt, og at jeg var nødt til at gøre noget aktivt. Jeg kunne ikke vinde en slåskamp. Han var stærkere end mig og også meget mere desperat, så jeg holdt op med at kæmpe imod, blev føjelig, smurte min stemme med honning, begyndte at snakke ham efter munden, gentog hvad han sagde. Holdt en version af mig selv op foran ham, som eksisterede helt og aldeles på hans betingelser. Det var åbenbart det, der skulle til, for han løsnede langsomt sit tag i mig, vi kom op og stå, og i mørket humpede vi over engen tilbage mod mit hus.
Der er et ret berømt citat fra digtet The Second Coming af den irske digter Yeats, der lyder: Things fall apart; the centre cannot hold. Digtet blev skrevet i kølvandet af rædslerne i 1. verdenskrig, men fik på det helt personlige plan ny mening for mig.
Tilbage i huset styrede Rob direkte hen til kaminen, tog alt sit tøj af og sad nøgen og bleg foran ilden og stirrede ind i flammerne, mens han mumlede besværgende og uforståelige sætninger. Mit lille træhus var forvandlet til kulisser i en dårlig horror-film, og jeg var blevet gidsel i et drama, der udspillede sig i et parallelt univers et eller andet sted inde i Robs hoved. Et sted som han sikkert aldrig besøgte i ædru tilstand og måske heller ikke var så interesseret i at konfrontere.
Min verden opløste sig, og jeg så handlingslammet til fra sidelinjen. Men pludselig hørte jeg en bil, øjeblikket efter kom min ven ind ad døren, og jeg sprang til siden, ud i friheden og løb og løb og løb, til jeg nåede op til det store hus, hvor jeg sad på et toilet i meget lang tid og græd snot og hulkede og prøvede at komme til hægterne. Min ven havde haft en dårlig fornemmelse ved det hele og ville lige checke igen.
I dag undrer det mig, at det overhovedet ikke faldt mig ind at melde overgrebet til politiet. Rob ville have været nødt til at tage ansvar for sin opførsel, i stedet fortalte en fælles ven, at han benægtede, at det nogensinde havde fundet sted. For mig fik det mange konsekvenser. Ikke så lang tid efter sad jeg i mit folkevognsrugbrød i Vicaro Drive, hvor jeg som regel parkerede, når jeg besøgte Baton Rouge. Jeg begyndte pludselig at ryste over hele kroppen, og øjeblikket efter gik Rob forbi ude på vejen sammen med nogle venner.
Da jeg kom tilbage til København, var der mange ting, der var vanskelige. Jeg havde svært ved at tage offentlig transport og kunne udelukkende køre i busser, hvis jeg sad på det bagerste sæde og havde fuldt udsyn over alle, der steg af og på. Jeg flyttede ind hos min mors kæreste og skulle bare være der, til jeg fandt et sted at bo. Men jeg endte med at være der mere end et år.
Dengang i starten af 80’erne gik alle og enhver endnu ikke til psykolog for at løse deres problemer. Der var noget elitært næsten usømmeligt over det. I stedet for håndterede jeg mine angstanfald ved at lære selvforsvar og fik det grønne bælte i Budo karate.
